Fortsæt til indhold

Munkevængets 1. klasser redder julen i Kolding

Arkiv
Af Simon Carlson

Et øjeblik var det faktisk svært at se, hvem der glædede sig mest til at holde den stolte tradition i hævd. Børnene eller borgmesteren. Der var i hvert fald ikke tvivl om, at netop jagten på det juletræ, der skal pryde Akseltorv gennem juletiden, er en af de vigtige traditioner, som er med til at markere, at nu står Kolding-julen for alvor for døren. I år var 1.A og 1.B fra Munkevænget Skole de heldige udvalgte, der skulle udpege byens juletræ.
Onde Grinch-tunger vil hævde, at træet allerede er udpeget på forhånd, men det kan denne juletræs-reporter afvise alle påstande om. Min særdeles troværdige kilde, syvårige Nikoline, havde nemlig dette at sige om øjeblikket, da det helt rigtige træ dukkede op for hendes øjne: "Det var mig, der fandt juletræet. Og så Stine. Og så også nogle andre."
Alle postulater om aftalt spil, er således skudt ned for bestandigt!

Træet er afprøvet.

Det er nemlig, det helt rigtige juletræ, som Nikoline og Stine og så nogle andre har fundet til Kolding. I strålende november-sol og med rimfrossent græs knitrende under fødderne blev træet afprøvet med kædedans og en - lad os bare kalde den anderledes smuk - flerstemmig version af 'Nu er det jul igen', og så er det faktisk ved at være svært at løbe fra, selv om vi stadig skriver midt-november. Nu er det jul i Kolding igen.