Fortsæt til indhold

Kings of Leon og Pet Shop Boys til Tinderbox

Et af verdens største rockbands, Kings of Leon, spiller på Tinderbox 2017. Det samme gør legendariske Pet Shop Boys

Arkiv
Arkiv

Tinderbox-publikummet kan glæde sig til hits fra alle syv albums – inklusiv deres seneste, WALLS, når Kings of Leon fredag aften i slutningen af juni går på scenen i Tusindårsskoven. Det amerikanske rockband er nemlig blevet skrevet øverst på næste sommers festivalplakat, og det er samtidig deres eneste show i Skandinavien i 2017.
”Vi er helt oppe at ringe over at kunne præsentere Kings of Leon på næste års Tinderbox. De er et af de sidste ti års største, bedste og mest medrivende rockbands, og det er et band, der har stået meget højt på vores ønskeliste siden Tinderbox' start, og som vi er overbevidste om, at vores publikum vil elske. Og så er det et rockband, der i den grad leverer varen,” siger Morten Hopballe, Tinderbox' pressetalsmand, i en pressemeddelelse.
Legendariske Pet Shop Boys spiller også i Tusindårsskoven. Den engelske duo har opnået intet mindre end 22 top 10-hits i Europa. Navnet på deres kommende tour er SUPER!, som også er navnet på deres seneste album. Det er nummer to i en trilogi af dansealbums produceret af Stuart Price. Sceneshowet er designet af Es Devlin, der senest har lavet shows til Beyoncé og Kanye West-

Lige nu 11 navne - men mangler fortsat mange

Sidste navn på Tinderbox-plakaten, der lige nu tæller 11 navne og dermed fortsat mange kunstnere, er det millionsælgende amerikanske rockband Jimmy Eat World.
De har siden gennembruddet i 2001 været leveringsdygtige i skarpe og fængende guitarbårne sange, og på albummet ”Futures” tog de for alvor den store lyd til sig og leverede 11 sange, der passede perfekt til festivaler.
Det er samtidig fra i dag, at du kan købe endagsbilletter. Billetterne til torsdag, fredag og lørdag koster 995 kr + gebyr og kan købes på www.tinderbox.dk. Her kan du også fra i dag få fingrene i et Tinderbox-gavekort, hvor du selv bestemmer, hvor mange penge du vil sætte ind til din modtager.
Tredje udgave af Tinderbox løber af stabelen 22.-24. juni 2017, og foreløbig ser programmet sådan ud:
Torsdag: Kim Larsen & Kjukken, Die Antwoord, Tove Lo og Magtens Korridorer
Fredag: Kings of Leon, Jimmy Eat World, Thomas Helmig og Suspekt
Lørdag: Pet Shop Boys, Lukas Graham og Martin Garrix