Projektet vil højne området markant
SGH ser positivt på Rødovres byggeplaner men støtter lokale grundejerforeninger, som foreslår, at der maksimalt bygges op til ni etager
I et høringssvar til Rødovre Kommune har SGH - Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre - overordnet set udtrykt sig positiv over for en udvikling af området ved Rødovre station med et stort nyt byggeri. Området består af en kedelig brandtomt og en ubenyttet bygning. - I SGHs bestyrelse er vi enige med Rødovre Kommune i, at der er et stort, uudnyttet potentiale for udvikling af området med en blanding af boliger og erhverv, skriver SGH i sit seneste nyhedsbrev. - Realiseringen af projektet kan højne området markant og gøre det mere attraktivt som markant naboområde for Hvidovres borgere. SGH har imidlertid også gjort Rødovre Kommune opmærksom på, at realiseringen af det nye projekt betyder mere trafik, mere parkering, mere støj, flere busser, nedsivning, skygge og mere udledning af CO2, som også vil påvirke borgere i Hvidovre. I SGH håber vi derfor, at alle disse ting vil blive taget i betragtning, når projektet udformes, så det belaster det omkringliggende miljø mindst muligt. SGH håber samtidig, at der i videst muligt omfang vælges grønne løsninger i udformningen af byggeriet selvom dette kan medføre en merudgift.
Stor byfortætning
I forbindelse med byggeriet er der foreslået en støjskærm mod jernbanen for at beskytte byggeriet mod støj fra togene. Her håber SGH, at man vil sikre, at støjskærmen udformes, så den ikke reflekterer øget støj hen over jernbanen mod syd, som vil belaste Hvidovres borgere. Måske skal der suppleres med yderligere en støjskærm syd for jernbanen. I projektet er foreslået byggeri op til 19. etage. - Det betyder en meget stor byfortætning af hele området, hvilket vil få konsekvenser også ind i Hvidovre Kommunes område, hvor der i forvejen er meget etagebyggeri. Samt give skyggevirkninger. Derfor støtter SGH lokale grundejerforeninger, som foreslår, at der maksimalt bygges op til ni etager for at reducere den foreslåede byfortætningsgrad.