Odense Håndbold sikrer sig en ny landsholdsprofil
Den ambitiøse klub har skrevet kontrakt Mette Tranborg fra SK Århus
Efter at have ansat flere store profiler i den kvindelige håndboldliga melder Odense Håndbold nu igen ud, at de har skrevet kontrakt med en ny profil, nemlig Mette Tranborg. Hun trækker i den orange spillertrøje fra næste sæson.
Mette Tranborg spiller i dag for SK Århus, men skifter Århus ud med Odense for en 3-årig kontrakt, når næste sæson fløjtes i gang. Trænerteamet Jan Pytlick og Ulrik Kirkely kender begge Mette fra deres tid som landstrænere, og det glæder cheftræner Jan Pytlick at få Mette Tranborg på holdet.
”Vi ser Mette som en af de 2-3 bedste højre backs i Vesteuropa og er glade for kunne tilknytte hende i 3 år. Hun er en fysisk stærk to-vejs spiller, der allerede nu udgør en væsentlig del af landsholdet,” siger Jan Pytlick.
Godt træningsmiljø i Odense
Mette Tranborg indtager pladsen som højre back i både forsvar og angreb, og har masser af erfaring fra blandt andet landsholdet, hvor hun er fast inventar.
”Jan og Spåne lærte jeg jo godt at kende, da de udtog mig til landsholdet, og de planer og det træningsmiljø Odense er ved at skabe, tiltaler mig meget. Og så betyder det også meget, at Stine Jørgensen og Mie Højlund starter ud for Odense," siger Mette Tranborg.
Odense Håndbold ligger i øjeblikket nr. 3 i den danske liga. Tidligere er landsholdsanfører Stine Jørgensen og stortalentet Mie Højlund præsenteret i Odense som nye spillere på 3-årige aftaler.