Billund Lufthavn udvider med nyt multihus
Billund Lufthavn udvider i 2018 med et nyt multihus på terminalens østside. Multihuset skal være med til at øge den samlede kapacitet i terminalen til 1800 passagerer per time. Det skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse. Multihuset bliver 6.500 kvadratmeter. Derudover skal en del af terminalen også bygges om.
"Vi ser i disse år en stor fremgang af erhvervs- og fritidsrejsende, som vælger Billund lufthavn til deres internationale rejser. På passagersiden slår vi i år alle rekorder, og hvis vi også i fremtiden skal være kundernes foretrukne valg, skal vi sikre, at vi har de nødvendige faciliteter til den vækst. For trafik avler trafik. Derfor starter vi nu," fortæller udviklingschef Anders Nielsen.
I multihuset kommer der et ekstra bånd til bagageudlevering og en udvidelse af spisestedet Gastro i afgangshallen. De 900 medarbejdere får større kapacitet til håndtering af de mange nye passagerer, da produktionskøkkenet, kontorer til de kommercielle aktiviteter, motions- og behandlerrum samt kantine med tagterrasse alle flytter ind i det nye hus. Desuden giver den nye bygning mere lagerplads til butikker og til vedligeholdelsesafdelingen, der yder service for det stigende antal passagerer.
Når projektet er færdigtegnet, vil byggearbejdet blive udbudt til interesserede entreprenører. Byggeriet af det nye multihus begynder i foråret 2017 og forventes færdigt i oktober 2018.