Fortsæt til indhold

Motionister gik i samlet flok mod rådhuset

Sagen om Hvidovre Motionscenter var på dagsordenen til seneste KB-møde. Forligsflertal ikke til at rykke i deres beslutning

Arkiv
Arkiv

Ved rådhuset stødte endnu flere til gruppen, og det betød, at der igen var samlet op mod 70 brugere af Hvidovre Motionscenter på balkonen, da kommunalbestyrelsen behandlede Hvidovrelistens forslag. I følge Hvidovrelisten var sagen om ændringen af Hvidovre Motionscenter ikke korrekt behandlet i det kommunale system. Den tværpolitiske lokalliste foreslog derfor, at sagen skulle genoptages, så der kunne tages “korrekt og tilstrækkeligt beslutningsgrundlag”. Ligeledes foreslog Hvidovrelisten, at en besparelse der svarede til den ene million, der er vedtaget i budgetforliget, kunne findes ved en ændret prioritering. - Indlæg dokumenterer meget, meget klart at de beslutninger der er taget, er taget helt uden rimelige høringer. - Vi lægger op til, oplysningsmaterialet for at træffe en beslutning på et forsvarligt grundlag ikke er til stede i det her. Klynke-argumentet: At vi ikke er i stand til at finde den million, det drejer sig om, mener vi heller ikke kan bruges, sagde Arne Bech i sin indledning om Hvidovrelistens forslag.

Manglende belysning

Arne Bech pegede især på, at der forud for beslutningen ikke var foretaget en nærmere belysning af hvad konsekvenserne af en ændring af Hvidovre Motionscentret vil afstedkomme. - Det der er sket i denne her sammenhæng er fuldstændig anderledes end andre områder, hvor der er sket besparelser. Man indregner f.eks. foreninger i et arbejde, hvor man ikke engang har talt med dem før, sagde Arne Bech fra Hvidovrelisten. Trods de mange fremmødte motionister og en lang række indlæg fra især Hvidovrelisten, SF og Enhedslisten lykkedes det imidlertid ikke at få overbevist budgetforligspartierne om at ændre beslutningen om, at Hvidovre Motionscenter efter planen fra 1. januar skal drives på en anden og tilsyneladende billigere måde. - Jeg mener, at sagen har været behandlet korrekt inden beslutningen blev truffet, sagde borgmester Helle Adelborg inden hun sammen med de øvrige budgetforligspartier Dansk Folkeparti, Konservative og de to løsgængere Karl-Erik Høholt Jensen og Annette Møller Sjøbeck stillede ændringsforslag om at Hvidovrelistens forslag blev afvist. Blandt forligspartierne var det kun løsgænger Annette Sjøbeck der deltog i debatten om de forestående ændringer af Hvidovre Motionscenter. Hun appellerede til, at modstanderne af ændringerne ville være åbne for en alternativ organisering af motionscentret, end det er på nuværende tidspunkt. Sagen om Hvidovre Motionscenter fortsætter nu i de to respektive fagudvalg KFU og SSU, der har med området at gøre. Tirsdag i denne uge skal Social- og Sundhedsudvalget behandle omlægningen af Hvidovre Motionscenter og onsdag skal Kultur- og Fritidsudvalget behandle sagen. Efterfølgende vil ændringerne igen blive behandlet i kommunalbestyrelsen den 20. december.