Dødsfald er ikke mistænkeligt
En 49-årig kvinde blev onsdag fundet død i sit eget hjem på Brostykkevej.
Kvinden blev fundet af sine pårørende og fundet medførte et større fremmøde fra politiets side.
- Sagen er bare, at der har været en politiforretning i forbindelse med fundet af kvinden - og det betyder, at vi blandt andet har brugt en drone til at skabe os et overblik samt at vi har haft en bus på stedet, siger efterforskningsleder Hans Christian Tonnesen til Hvidovre Avis.
Han understreger, at hans umiddelbare vurdering er, at der ikke ligger noget mistænkeligt til grund for dødsfaldet, men at en endelig obduktion skal be- eller afkræfte den antagelse.
- Der er nogle specielle forhold, der gør, at vi skal undersøge den her sag. Men den umiddelbare vurdering er, at der ikke foreligger kriminelt, siger Hans Christian Tonnesen.