Fortsæt til indhold

Nye skilte på genbrugspladsen

Genbrugsstationerne i Hovedstadsområdet og Nordsjælland ensartes med farvede skilte

Arkiv
Arkiv

Et skiltekoncept udviklet af Vestforbrænding har banet vejen for et nyt samarbejde mellem kommuner på tværs af affaldsselskaberne ARC og Vestforbrænding. I den kommende tid bliver alle genbrugsstationer i de to selskabers ejer-kommuner opgraderet med ny indretning og nye skilte.

Borgerinvolvering

Både borgere og pladsmedarbejdere er blevet involveret i udviklingen. Det har bl.a. betydet at de nye skilte bliver placeret i to meters højde, så de kan ses på afstand. Det skaber overblik og gør det lettere at finde den rigtige container. Borgerne har desuden efterspurgt en mere ensartet indretning på tværs af genbrugsstationerne. Det imødekommer ARC og Vestforbrændings kommuner nu ved at udrulle det nye koncept på samtlige stationer. Borgerne bor, arbejder og tager i sommerhus på tværs af kommunegrænser. Det betyder, at de ofte besøger flere forskellige genbrugsstationer. Ved at ensarte skilte og indretning i store dele af Sjælland gør vi det lettere for borgerne at komme af med deres affald, fordi de møder samme system alle steder, siger ARCs driftschef, Anita Ringsing.

Byggeaffald er lyseblåt

Skiltene har forskellige farver og symboler, som det er en god idé at sætte sig ind i. Genbrugsstationerne er nemlig blevet inddelt i farvezoner. F.eks. er alt haveaffald samlet i én zone, hvor alle skiltene er grønne, mens byggeaffald har fået blå skilte og er samlet i en anden zone. - Farverne skal hjælpe borgerne med at finde vej til den rigtige container. Først kigger man efter farverne på skiltene, når man så er kørt ned i den rigtige farve-zone, skal man finde den rigtige container. Lidt ligesom i supermarkedet: Først ned i mejerizonen og dernæst kan man finde den rigtige mælk, siger udviklings-chef Yvonne Amskov fra Vestforbrænding.

Skåner miljøet og sparer på ressourcerne

Jo bedre borgerne sortere affaldet des mere kan vi genanvende. Genanvendelse af affaldet giver en bedre og mere ansvarlig brug af ressourcerne og skåner miljøet.