Svar fra Ankestyrelsen er forsvundet
Får man medhold i sin klage til Ankestyrelsen retter kommunen sig efter afgørelsen, men nogle svar fra Ankestyrelsen er ikke dukket op i den rette afdeling hos Hvidovre Kommune - derfor venter borgere på svar
Og det er et kæmpe problem, som der arbejdes på højtryk for at få løst i Hvidovre Kommune, lyder det fra kommunens relativt nyansatte handicap- og psykiatrichef Susanne Samuelsen. - Hvis en sag f.eks. bliver hjemvist fra Ankestyrelsen, så går vi straks igen med at arbejde med den, men vi har i sidste uge desværre opdaget, at der er nogen af de her svar fra Ankestyrelsen, der ikke kommer direkte til vores afdeling, siger Susanne Samuelsen. Derfor er Susanne Samuelsen rigtig glad for det, når borgerne selv henvender sig, hvis de har modtaget svar fra Ankestyrelsen. Hun tilføjer desuden, at netop den gode kommunikation med borgerne er afgørende for hende. - Nu er jeg relativt ny i stillingen, men det er noget der ligger mig meget på sinde, at vi har en god og ordentlig dialog med borgerne, siger hun. Handicap- og psykiatrichefen understreger endvidere, at Hvidovre Kommune og medarbejderne, der har med sagerne at gøre, følger lovgivningen og de lokalpolitisk vedtagne standarder på området.
Vurderet på deres formåen
Ligeledes oplyser Susanne Samuelsen, at det er korrekt, at de borgere, der har haft besøg af Hvidovre Kommune i forbindelse med en revurdering af deres merbevillinger efter paragraf 100 er blevet vurderet på deres fysiske og psykiske formåen. - Det første som kommunen skal afgøre er, om borgeren tilhører målgruppen af borgere, som har ret til en ydelse efter §100. Dernæst skal kommunen vurdere, om borgerens nedsatte funktionsniveau er varigt, og om merudgiften er nødvendig og som følge af funktionsnedsættelsen, lyder det fra handicap- og psykiatrichefen. Hun tilføjer, at det er korrekt, at man fra Hvidovre Kommunes side vurderer den enkelte borgeres formåen. - Det er rigtigt, at borgeren vurderes efter voksenudredningsmetoden. Og hvis borgeren mener, at vurderingen er forkert, så kan borgeren i første omgang klage til kommunen. Borgerens sag bliver herefter genvurderet. Fastholder kommunen afgørelsen sendes klagen videre til Ankestyrelsen, siger Susanne Samuelsen. Det kan i nogle tilfælde tage op til tre mdr. at få behandlet en klage i Ankestyrelsen. Hvis borgeren får medhold i klagen, skal kommunen rette sig efter Ankestyrelsens afgørelse. Får kommunen ret i sin afgørelse, kan borgeren ikke klage yderligere, da den endelige afgørelse ligger i Ankestyrelsen.