Borgere med handicap rammes massivt på privatøkonomien
Kommunen revurderer sager med ekstrabevillinger til borgere med handicap - det rammer den enkelte hårdt, når der skæres i tilskuddene
Men det rammer urimeligt hårdt på en økonomi, der i forvejen er presset, fortæller en af de berørte borgere til Hvidovre Avis. Hun er, i følge eget udsagn, blevet skåret op mod 5.000 kr. om måneden i tilskud. - Jeg føler en enorm afmægtighed. De påfører os nogle udgifter, vi ikke kan undgå. Jeg mister 2-3 gange mit rådighedsbeløb per måned, fortæller en af de borgere, der har fået skåret i sine §100-bevillinger. Hendes navn er Hvidovre Avis bekendt, men hun ønsker pga. den generelle stigmatisering, hun oplever som borger med et handicap, ikke at stå frem med sit navn i avisen. - Der er mange, der ser skævt til mig og direkte siger, at jeg koster samfundet dyrt, siger hun.
95 sager gennemgået
Kvinden er en af i alt 188 borgere, der modtager de såkaldte paragraf 100-bevillinger, fordi hun har et eller flere handicap, der gør, at hun har ekstraudgifter. Og indtil videre er hun en af i alt 95 borgere, der har fået gennemgået deres bevillinger af en medarbejder, der blev specifikt ansat til opgaven i januar 2016. Medarbejderen har speciale i området og Hvidovre Kommune melder, at der i omkring 15 % sagerne er sket en mindrebevilling, mens der i 15 % af sagerne er sket en merbevilling. I følge Hvidovre Avis' oplysninger kan det i sagerne, hvor der er bevilget mindre dreje sig om beløb på mellem 2.000-5000 kr. Hvidovre Kommune bekræfter, at det beløb er retvisende.
22 klager over afgørelser
Ikke overraskende er der således også klaget fra borgernes side over nogle af afgørelserne i sagerne. - Hvidovre kommune har modtaget 22 klager over afgørelserne vedrørende merudgifter. To af disse klager er fortsat ikke revurderet af kommunen og 14 af klagerne ligger til behandling i Ankestyrelsen. Derudover har Ankestyrelsen givet kommunen medhold i tre af klagerne og givet borgeren medhold på ét punkt i en af klagerne, lyder det fra den konstitiúerede Direktør for Børn- og Velfærd Susan Bjerregård. Den kommunale indsats med at revurdere sagerne sker dels, fordi at alle sagerne vedr. merudgifter i henhold til lovgivningen skal revurderes én gang årligt. Dels hænger indsatsen sammen med en politisk besluttet handleplan, der blev godkendt i januar 2016. Handleplanen beskrev konkrete handlinger, der skulle styrke myndighedsfunktionen, kompetenceudviklingen og økonomistyringen. Hvidovre Kommune beskriver den specialansatte medarbejders arbejde med følgende ordlyd: - Denne socialrådgiver har en særlig viden og erfaring på området, og kan således bidrage til at sikre kvalitet, høj faglighed, et ensartet niveau og at vi samtidig arbejder inden for lovens rammer, lyder det i svaret fra Børne- og Velfærdsforvaltningen. Samtidig er debatten om vilkårene for lokale borgere med handicap blusset op på de sociale medier i gruppen 2650 Hvidovre: - Det skulle være så slemt, så de faktisk har minus på kontoen, når der er trukket til at bo - og derfor hverken har råd til medicin osv., skriver en bekymret borger. Hvidovre Avis følger emnet op i de kommende uger