Fortsæt til indhold

Generationsskifte på Abildgaarden De nye ejere glæder sig til stadig at byde på juletræssalg og den hyggelige julestue

Arkiv
Arkiv

Erik og Solveig købte Abildgaarden tilbage i 1983 og tilplantede ejendommen med juletræer, og i 1990 var de første træer klar til salg. I privaten blev der indrettet julestue. Senere blev en hal bygget for at rumme den hyggelige julestue, der emmer af julens sjæl. Her er alt hvad hjertet kan begære af nisser, julepynt, ild i brændeovnen, pyntegrønt og pebernødder, og det er det perfekte sted at hygge sig med familien og komme i julestemning.

Livslang drøm for Per og Anette

Per har længe haft en drøm om sit eget detailsalg, og efter mere end 20 år som skovfoged, hvor han har stået for bl.a. at rådgive vedrørende pleje og pasning af juletræer, glæder han sig nu til selv at få ”hands-on”. Det samme gør Anette, der efter mange år som skolelærer, ser frem til igen at bruge de ”grønne fingre” på pleje og pasning af træerne, så de får den rette form og størrelse. Mest af alt glæder de sig til at byde de mange glade gæster velkommen til Abildgaarden.

Juletræet - en gave fra naturen

Per og Anette lægger ikke skjul på, at de vægter kvalitet frem for kvantitet og hverken kan eller vil konkurrere med discounttræerne, der sælges fra supermarkederne. De oplever at mange familier, som en tradition, gerne selv vil ud og finde netop det træ, der passer til dem. Smag og behag er jo forskellig, det er kun jul en gang om året, så hvorfor gå på kompromis med et juletræ der skal hygge og pynte i december måned, synes mange at tænke. - Vi har de flotteste normannsgraner i mange forskellige størrelser, så der er rig mulighed for lige at få det træ familien ønsker sig, udtaler Per og Anette, og fortsætter; - Vi møder rigtig mange, der giver udtryk for at juletræet er en gave fra naturen, og derfor også skal hentes i skoven, og det er vi selvfølgelig glade for at kunne hjælpe med. Der vil både være mulighed for fæld selv og køb af træer, som Per og Anette har udvalgt og fældet. Der vil desuden være pyntegrønt til fordelagtige priser. Yderlige informationer og priser kan ses på hjemmesiden www.juletraerne.dk. Juletræssalget har åbent hver dag kl. 10-16 på Abildgaarden, Nybøllevej 32, 2765 Smørum.