Rotter skal tages alvorligt
Det startede med ganske svage kradselyde under gulvet. Men kulminationen blev en sand invasion af rotter, der gjorde det ulideligt for familien med de to børn at bo i parcelhuset. Når de lavede mad i deres dejlige nye køkken, kunne de høre rotterne pile rundt under køkkenbordene. Når de om aftenen sad i sofaen og så tv, løb der rotter på gulvet foran fjernsynet. De var på reolerne, de var i opvaskemaskinen - og de lå og skreg i emhætten. Og om natten kunne de høre rotterne hele tiden.. Sådan oplevede en familie her i Hvidovre for et par år siden hvor galt det kan gå - når og hvis man får rotter ind i huset. Sidste år modtog Hvidovres kommunale rotteafdeling næsten 1.700 rotteanmeldelser. Og tallet stiger år efter år. Så der er tale om et stort lokalt problem. Og i omkring 300 af tilfældene var der tale om en anmeldelse om rotter indendørs. Heldigvis er der fokus på, at Hvidovres borgere i fremtiden skal have endnu hurtigere hjælp, når rotterne flytter ind. Såvel udendørs som indendørs. Specielt i de tilfælde hvor der er kommet rotter ind i huset - eller eksempelvis i en daginstitution - prioriteres hurtig udrykning og hjælp højt. For rotter er bestemt ingen spøg. De er sølet til af kloakvand og deres urin og ekskrementer er smittefarlige. Rotteurin indeholder mikroorganismer, der kan trænge direkte igennem menneskers hud - Leptospira - og Weils sygdom som rotter også spreder, kan være dødelig. Mistanke om rotter skal derfor omgående meldes til kommunen, der så - lige så omgående - skal tage affære.