Fortsæt til indhold

Ungdomsskolen holder åbent hus mandag

Arkiv
key

Hvidovre Ungdomsskole inviterer mandag den 19. december fra kl. 17-19 på åbent hus og juleafslutning i skolens lokaler i Enghøjhuset. Man behøver ikke gå på et hold for at kigge forbi på dagen.

- Vi vil rigtig gerne invitere elever, forældre og andre nysgerrige indenfor dørene og vise dem nogle af de mange ting, vi laver, fortæller Ungdomsskolens viceleder Lise Zaar til Hvidovre Avis.
På programmet vil der således være en lang række af de muligheder, som unge kan dyrke og fordybe sig i på Ungdomsskolen. F.eks. vil zumbaholdet vise hvad de har lært, manga- og billedkunstholdet vil udstille og lave et åbent værksted, og dansehold og selvforsvarshold vil vise smagsprøver på, hvad de har brugt kræfter på at lære.
Samtidig markerer Ungdomsskolen at en sæson er afsluttet, og at det nu er tid til at fejre jul.
- Det giver os en god anledning til at byde alle interesserede indenfor til den undervisning, der normalt ikke er adgang til for almindeligt nysgerrige. Så vi håber, at det kan give inspiration og et indblik og en forståelse af, hvad Ungdomsskolen laver, siger Lise Zaar.

Der vil, udover "smagsprøver" på skolens mange hold også blive budt på æbleskiver, kaffe og te. Demokratiholdet vil desuden udfordre gæsterne med en quiz.