Fortsæt til indhold

Der er for få beviser

En 41-årig mand er tiltalt for 14 brande i Odense sidste efterår og vinter, men beviserne er få, og det er ikke nok, siger forsvarer

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

I dag var fjerde og sidste dag i retssagen mod den 41-årige mand, som er tiltalt for i alt 14 brande i perioden august 2015 til februar 2016. Anklager Jacob Thaarup argumenterede for sin sag i går. I dag var det forsvarer Sten Møllers tur.
"Beviskravene må sættes så højt, så muligheden for justitsmord bliver minimal," indleder Sten Møller sin procedure med. Her skal han forklare, hvorfor den 41-årige mand ikke er den samme som den, der har påsat de 14 brande i Odense sidste år.
Og netop beviser, fortæller Sten Møller, er der ikke mange af. Der er rigtig mange indicier, men som nævnt, så er det ikke nok til at sætte en mand i fængsel. Et bevis, som anklager Jacob Thaarup har lagt stor vægt på, er overvågningsbilleder fra den tiltaltes hjem. Her har den 41-årige mand været ude at cykle med en rygsæk på ryggen alle de gange, hvor der også har været påsat brand, men ifølge forsvarer Sten Møller beviser dette ikke, at det er ham, der har påsat brandene.
"Der er tydelig bevis for, at min klient har været ude at cykle og fiske, og det var for at lindre smerten om natten. I stedet for at vende og dreje sig, så har han været ude at cykle," siger Sten Møller i retten i dag.

Otte år er for højt sat

Jacob Thaarup kom i går med et krav om otte års fængsel til den 41-årige mand, men det er alt for højt sat mener Sten Møller. Hvis den tiltalte dømmes for alle 14 brande, skal dommen derimod lyde på seks år.
Hvis retten i stedet dømmer den 41-årige mænd ud fra enkelte brande, hvor beviserne er størst nemlig ved Dyrup Kirke og Dalum IF, hvor der har været overvågningskameraer, så mener Sten Møller, at der højest kan falde en dom på seks til ni måneder. Hvis der lægges yderligere brande hertil, som den ved Bondestuen og Spejderhytten, så skal den 41-årige mand højest i fængsel i halvandet til to år.
"Er man i tvivl, må man frifindes," forklarer Sten Møller i sin procedure.
Dommen mod den 41-årige mand falder på fredag kl. 11, så dommer og domsmænd har resten af i dag til at se alle beviser igennem, som politiet har samlet ind.


Før musen rundt på kortet for at læse nærmere om de steder, som den 41-årige mand er tiltalt for at have eller forsøgt at have sat i brand.