Fem års fængsel til brandstifter
En enig domsmandsret i byretten i Odense besluttede fredag kl. 11 at idømme 41-årige Johnny Christopher Butler fem års fængsel for 11 tilfælde af brandstiftelse i Odense sidste efterår, heriblandt brande ved Bondestuen, Odense Roklub og Spejderhytten i Fruens Bøge.
Han blev desuden kendt skyldig i den blufærdighedskrænkelse, der i sidste ende førte politiet på sporet af ham.
"Vi kan kun gisne om hans motiv, men fremgangsmåden har været ens ved alle brande," siger retsformand Kirsten Mathiesen.
Dommen falder efter fire retsdage, hvor der er blevet fremlagt utallige spor fra politiets efterforskning.
Det har kendetegnet retssagen, at der var mange indicier, men få egentlige beviser for, at den 41-årige mand stod bag brandene.
Overvågningsbillederne, der viser, at Johnny Christopher Butler har været ude at cykle om natten i alle de tidsrum, hvor brandene fandt sted, var i forsvarer Sten Møllers optik blot et udtryk for, at hans klient havde været ude at fiske.
Mens forsvarer Sten Møller procederede for, at Johnny Christopher Butler burde frifindes på grund af bevismangel, mente anklager Jacob Thaarup, at indicierne var så overvældende og så mange, at der ikke kunne være tvivl om, at den 41-årige var gerningsmanden. Jacob Thaarup gik derfor efter en straf på otte års fængsel, men domsmandsretten landede altså på fem år.
Forsvarer Sten Møller har udbedt sig betænkningstid med hensyn til, om dommen skal ankes.
Johnny Christopher Butler, der under domsafsigelsen var iført en farvet sweater og grønne bukser, blev efter dommen ført væk fra retten. Han ønskede ikke at udtale sig om dommen og forbliver varetægtsfængslet ind til afsoningen begynder.
Før musen over kortet for at læse nærmere om de 14 episoder, som har været en del af retssagen.