Dispensation mangler
Sunset Boulevard på Dandyvej bliver alligevel ikke åbnet på fredag.
En manglende dispensation til at tage bygningerne i brug før tid betyder, at åbningen af den nye Sunset Boulevard på Dandyvej er udsat til den 25. november.
”Det er selvfølgelig ærgerligt og beklageligt. Mange havde set frem til åbningen – ikke mindst os selv. Men ligesom vores mad skal alt være 110 procent i orden. Derfor har vi besluttet at udskyde åbningen, så vi nu i stedet slår dørene op til Black Friday den 25. november,” siger franchisetager Kasper R. Lyngholm i en pressemeddelelse.
Stor åbningsfest
Sunset Boulevard lagde tidligere på ugen på grillen til en storstilet åbningsfest med optræden af den populære kunstner Joey Moe og masser af gratis snackburgere. Og Kasper R. Lyngholm lover, at festen nok skal komme – den er bare udskudt til den 1. december.
”Der har allerede været stor interesse for arrangementet på de sociale medier. Vi er selvfølgelig kede af at udskyde åbningsfesten, men kalenderne skulle gå op. Nu skyder vi i stedet julen i gang med en ordentlig åbningsfest, og vi håber, at folk fortsat vil kigge forbi og deltage i festlighederne”, siger Kasper R. Lyngholm, der udover Sunset Boulevard på Dandyvej også står bag Sunset Boulevard i Å-centeret, samt to restauranter i Viborg og en i Herning.
Joey Moe indvier Sunset Boulevard den 1. december, og hver time fra kl. 13-17 serverer restauranten gratis snackburgere til de 100 første gæster. Derudover sætter Sunset Boulevard en række præmier på højkant blandt gæsterne. Heldige gæster kan således vinde en rejse for to til Maldiverne med Primo Tours til en værdi af 25.000 kr., koncertbilletter til en akustisk koncert med Christoffer og gavekort til Sunset Boulevard.