Fortsæt til indhold

Lørdagsgåtur under jorden blev et tilløbsstykke

450 naboer til kloakarbejdet gik 1.000 meter i tunnel under Sydkærsvej

Arkiv
Ole A Sørensen

I weekenden fik naboerne til kloakken mulighed for at gå de 1.000 meter fra byggepladsen på Sydkærsvej til Sønderkær - ti meter under jorden! I lørdags inviterede HOFOR nemlig de nærmeste naboer til tunnelarbejdet ved Sydkærsvej til at gå turen langs Sydkærsvej til Sønderkær under jorden. Hele 450 personer gik de 1.000 meter og fik på ruten mulighed for at få svar på en masse spørgsmål. - Det er dejligt, at naboerne har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet de sidste år. Der blev stillet en masse gode spørgsmål, så forhåbentlig forstår naboerne bedre meningen med de tilslutninger, vi skal til at lave nu. Men vi havde slet ikke regnet med, at så mange ville kigge forbi, så vi løb desværre tør for pølsebrød, griner projektleder Eva Arler, som dog også diskede op med gløgg og æbleskiver.

Den lange gåtur under jorden var en stor oplevelse for såvel børn som voksne.

Nej, der er ingen pokemons

Flere af de nysgerrige i køen var børn og der blev talt lidt om, hvorvidt man kunne fange pokemons i tunnelen. Det blev konstateret, at det kan man ikke - der er nemlig ikke noget mobilsignal. Der blev til gengæld mulighed for jagt på pokemons på turen tilbage til byggepladsen, for den foregik ad Sydkærsvej over jorden. På turen gennem tunnelen var der opsat skilte, så man dels kunne følge med i hvor mange meter, man havde tilbagelagt, og også følge med i hvor man var henne. Der hang nemlig skilte med “Ejby Allé” og “Vestkærs Allé” på ruten. Nu mangler HOFOR at lave en række tilslutninger til tunnelen og i efteråret 2017 vil alt arbejdet være færdigt på strækningen fra Næsborgvej til Åmarken station. I starten af 2017 fortsætter tunnelarbejdet nordpå fra Næsborgvej, hvor byggepladsen så småt er ved at blive gjort klar igen.

hgj