Fortsæt til indhold

Julehumøret blev tændt før mødet med Brøndby

EfB slæbte torsdag aften sæsonens første udesejr hjem, da OB blev besejret 1-0. Både vejr- og spillemæssigt var holdet i modvind i første halvleg, og målmand Jonas Jensen måtte præstere flere klasseredninger for at hindre fynsk føring.

Arkiv
Arkiv

Efter pausen scorede Jesper Jørgensen sit første mål efter hjemkomsten fra belgisk fodbold, da han udnyttede et straffespark begået mod Robin Söder. Med sejren lægger EfB op til en festlig juleafslutning på Blue Water Arena søndag eftermiddag mod Brøndby IF.
"Vi havde medgang og en dygtig målmand i Odense, og med sejren er der lagt op til en fin afslutning på fodboldåret 2016 på Blue Water Arena. Vi ved, at Brøndby vil møde med en talstærk, engageret fanskare, og hvis vi skal vinde inden for linjerne, er det vigtigt, at vore egne tilhængere møder og bakker vore spillere op mod en aggressiv modstander. Kom i god tid til en kamp, som vi vil gøre alt for at gøre til en god oplevelse for alle oven på et vanskeligt år," siger EfB’s adm. direktør, Hans-Peter Rasmussen.
Brøndby kommer med flere end 1.000 fans, og det går aldrig stille af, når de er til fodbold i Jylland. I EfB’s lounger og skyboxe vil der være over 1.500 spisende gæster før kampen, så meget tyder på, at efterårets nedadgående tilskuerkurve får et solidt knæk opad søndag kl. 16.00.
Selv julemanden har fået tid til at være til fodbold. I minutterne før kampen lander han med en helikopter fra Bel Air i midtercirklen, og midt i december-travlheden husker han at få kampbolden med.
I timerne op til kampen er der masser af julehygge med juletræer, musik, æbleskiver, gløgg, pølser og aktiviteter fra kampsponsoren, Det Faglige Hus, på forpladsen. Du kan skyde mod mål, og du kan boltre dig i en julehoppeborg fra Funny Cars.
EfB afslutter fodboldåret med en udekamp mod Randers FC søndag den 11. december kl. 13.00.