Fortsæt til indhold

- Jeg er meget ked af beskyldningerne...

Der har udelukkende være tale om uformelle møder om samarbejdsklima, bedyrer borgmester Helle Adelborg

Arkiv
Arkiv

Hvidovre Avis har forelagt hende kritikken og bedt hende svare på en håndfuld spørgsmål om den beskyldning, som borger og medlem af Handicaprådet Peter Rytter i sidste uge rejste her i spalterne. Er det korrekt, at du og Christine Brochdorf har holdt møder med Danske Handicaporganisationer? - Ja, den tidligere direktør for Børn og Velfærd og jeg har haft møder med Danske Handicaporganisationer for at rådføre os med dem om, hvordan der kunne skabes et godt samarbejdsklima i kommunens Handicapråd. Hvad var baggrunden for og målet med at holde møder? - Baggrunden var, at Handicaprådet igennem længere tid ikke havde fungeret særlig godt. Det var svært at få en god og konstruktiv dialog mellem medlemmerne af rådet, og formanden valgte at forlade sin post. Så målet med møderne med Danske Handicaporganisationer var at få input til, hvordan vi kunne få dialogen tilbage på sporet. Det er væsentligt for kommunalbestyrelsen, at vi har et velfungerende handicapråd, hvor emner kan diskuteres på en åben og konstruktiv måde - for både forvaltning og politikere har brug for kvalificerede høringssvar. Vi kan sagtens være politisk uenige, og jeg ser gerne, at ildsjælene i Handicaprådet og andre af kommunens råd forholder sig kritisk til forskellige sager og forslag, der kommer fra politikere eller forvaltning. Det er jo netop derfor, vi har rådene. Og derfor var det vigtigt for os at få hjælp til at få gang i dialogen igen - på en god måde. Findes der referater fra møderne? - Nej, der var tale om dialogmøder af mindre formel karakter, hvor vi med Danske Handicaporganisationer drøftede forskellige muligheder og idéer til at komme videre. Hvis nej, skal der ikke være referater fra den slags møder? - Nej, der er ikke forvaltningsretligt noget krav om, at der skal tages referat af møder, som egentlig bare er en snak om en bestemt situation og mulige løsninger. Borgeren mener, at du har begået magtmisbrug ved afholde den slags møder. Hvordan forholder du dog til den kritik? - Jeg er meget ked af beskyldningerne om magtmisbrug, og det ærgrer mig, at Peter Rytter sammenblander sagen om tavshedspligt og så de møder, jeg og Christine Brochdorf har holdt med Danske Handicaporganisationer. Sagen om tavshedspligt har Handicaprådet fået en uforbeholden undskyldning for, og vi skal gerne igen beklage sagsforløbet. Men det har ikke noget at gøre med møderne med Danske Handicaporganisationer. Som sagt drejede disse møder sig om at få råd og sparring, så vi igen kunne få en god dialog i Handicaprådet. I dag er rådet og forvaltningen da også ved at finde sin nye arbejdsform, og det glæder mig. For jeg og resten af kommunalbestyrelsen sætter stor pris på det arbejde, rådets ildsjæle gør for en gruppe mennesker, som har brug for et talerør. Helle Adelborg tilføjer, at der desværre vil gå lang tid, før det bliver afgjort om der reelt er tale om magtmisbrug i den gældende situation. - Nu er sagen meldt til Tilsynet, og jeg er sikker på, at der ikke er begået magtmisbrug. Men beskyldningen vil jo hænge i luften, indtil Tilsynets afgørelse foreligger, og det kan desværre tage lang tid. Hvidovre Avis følger op på sagen i næste uge, hvor Peter Rytter fremlægger dele af den dokumentation han har for sin anklage.