Indbrudstyvene kom til Lunderskov
Juleindbruddene rammer Kolding Kommune tidligt i år
Forleden berettede politiet i Kolding om, at årets juleindbrud kom overordentligt tidligt i år, da politiet i tirsdags måtte rykke ud til hele fem indbrud i Kolding og omegn.
I går kom turen så til Lunderskov, hvor to villaer, på henholdsvis Nørregade og Egevænget, havde haft uventet visit.
"Tyvene nåede ikke så langt med indbruddet på Egevænget, da der var alarm i huset. De kom ind via et vindue i soveværelset og nåede kun at tømme det værelse for julegaver og smykker, før de flygtede," fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.
Huset i Nørregade havde desværre ikke en alarm aktiveret, så her blev huset gennemrodet.
"Ja, nu er tyverierne desværre nået til Lunderskov. Der er intet overblik over, hvad der blev stjålet i Nørregade, men det var samme fremgangsmåde med indgang gennem et soveværelsevindue," slutter vagthavende.