Skal Mogens fejre jul her?
Beboere i blok 7 i Frihedens Boligselskab mangler fortsat at få udbedret mangler og fejl - 82-årige Mogens Frederiksen bor fortsat i kaotisk lejlighed. Formand for afdelingsbestyrelsen Jørn Anker Døpke vil stadig ikke tale med Hvidovre Avis
Det er lidt over et halvt år siden at avisen sidst var forbi Mogens Frederiksen og flere andre beboere i blok 7, men tiden ser ud til at være stået stille. Eller faktisk er det gået lidt tilbage i Mogens Frederiksens lejlighed. To af hans rum i lejligheden er direkte ubeboelige. Køkkenet kan bruges, men mangler fortsat at få udbedret en lang række mindre skader. I lejlighedens stue og spisestue er møblerne rykket 1,5 meter tilbage fra vinduerne, fordi der fortsat mangler at blive udbedret fejl og mangler. - Jeg har oplevet rigtig mange varslinger om, at nu skal skaderne udbedres. Men der sker bare ikke noget, siger Mogens Frederiksen til Hvidovre Avis. Mogens Frederiksen og de øvrige beboere i blok 7 har ellers fået at vide, at renoveringen er meldt færdig. De mangler "bare" at få udbedret fejl og mangler. Alt imens knokler et stort antal håndværkere videre på de øvrige blokke i Frihedens Boligselskab. - Er der noget at sige til, at blok 7 er superkværulanter? Helt alvorligt, vi kan sgu da ikke blive ved. De taler udenom og udenom og udenom, siger Finn Birkemose Pedersen, der ligesom Mogens Frederiksen bor i nummer 98 og henviser til de mange meldinger han og de øvrige beboere har fået om at arbejdet i blok 7 skulle have været færdig for længst og at det i øvrigt skulle færdiggøres inden håndværkerne fortsatte med de øvrige blokke.
Formand vil slet ikke tale
Hvidovre Avis har spurgt KAB om, hvornår Mogens Frederiksen kan regne med, at hans lejlighed bliver helt færdig. Der var mandag formiddag endnu ikke kommet svar fra KAB. I stedet har Hvidovre Avis forsøgt at for afdelingsbestyrelsens formand, Jørn Anker Døpke, i tale. Han har på et afdelingsmøde fortalt deltagerne, at man ikke kan regne med, hvad der står i Hvidovre Avis. Hvad er det Hvidovre Avis har skrevet, som man ikke kan regne med? - Jeg har ingen kommentarer, siger Jørn Anker Døpke og tilføjer, at han ikke skal stå til ansvar overfor Hvidovre Avis. Nej, men du skal vel så tale beboernes sag, og i den sammenhæng vil jeg da gerne spørge dig, hvordan det står til med færdiggørelsen af blok 7? - Jeg vil ikke udtale mig, siger Jørn Anker Døpke, hvorefter han afbryder telefonforbindelsen. Hvidovre Avis har naturligvis optaget den korte samtale. Tilbage står Mogens Frederiksen, Finn Birkemose Pedersen og de øvrige beboere i blok 7. Ved redaktionens afslutning den 19. december er der ikke udsigt til, at deres lejligheder er endeligt færdige inden jul - til trods for, at arbejdet i blok 7 i følge de informationsdokumenter, som Hvidovre Avis har set, var planlagt til at være færdigt for længe siden.