Helhedsplanen bør tage højde for en kommende metro
SF pointerer i sit høringssvar, at et er en nærmest umulig tanke IKKE at indtænke en kommende metrostation i Bymidten
Redaktionen har modtaget partiets høringssvar til helhedsplanen: - SF Hvidovre bakker op om idéen om at lave en helhedsplan for bymidten omkring rådhuset. Vi har følgende kommentarer og forslag til helhedsplanen: Medtag metroen. Det forekommer som en nærmest umulig tanke, at planlægge en helhedsplan for Hvidovre Bymidte, der skal række årtier frem og som vil tage mange år at realisere, at der ikke er indtænkt en metrostation. Derfor bør helhedsplanen tage højde for muligheden for at metroen kan forlænges fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital via en station i den nye Hvidovre Bymidte. SF’s forslag er en station ved den nye bymidte (rådhuset) og en station ved Hvidovre Hospital. Bymidten er et spændende og visionært projekt. Men en helt åbenlys ting, der mangler er, at der bliver tegnet en metrostation ind i de visionære planer for bymidten. En metrostation kan have lange udsigter, så bymidte-planerne skal selvfølgelig ikke vente på metrostationen, men hvis vi vil have en metro i Hvidovre, så skal den tegnes ind nu, for den slags planer lægges mange år ud i fremtiden. SF foreslår derfor at der bliver reserveret et areal i bymidten Kommunen bør i samme henseende begynde at spare op år for år på anlægsbudgettet. Arealet kunne midlertidigt bruges til parkering, grønt område eller spændende kulturelle aktiviteter. Præmissen for SF’s forslag til en linjeføring er, at metroen frem til Hvidovre Hospital kører i tunnel under jorden. Strækningen fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital, som vi lægger op til, er 4,4 km. lang. Fra Hvidovre Hospital kan man så diskutere muligheder som at føre den ned til Avedøre Holme, eller at køre nord på mod Rødovre Centrum eller ud mod letbanen, der kommer i Brøndby. Der skal naturligvis være tilstrækkelig med cykelparkering i forbindelse med metrostationerne, så man kan tage sin cykel til og fra metroen, og parkere den godt og sikkert. I SF ser vi metroen som en helt oplagt mulighed, der vil være med til at øge fremkommeligheden, sænke forureningen og støjen i Hvidovre. Vi ved, at udvidelsen af hospitalet kommer til at betyde en massiv stigning i trafikken. Samtidig vil metroen servicere en del af Hvidovre med kollektiv trafik, hvor der er langt til s-togene. Metroen er et af de vigtigste udviklingsprojekter, der bestemmer fremtiden for Hvidovre. Hvidovre vækster, og indbyggertallet stiger med 12 % over de næste 15 år. Hvidovre indgår trafikmæssigt som en del af hovedstadsområdet og vi skal sikre en let og smidig fremkommelighed i trafikken og en grøn, klimavenlig og støjsvag transport. Her er metroen en ideel løsning. Blandet boligmasse For at give Hvidovre bymidte så mangfoldig en beboersammensætning som muligt, ønsker SF, at der bygges forskellige boligtyper og -størrelser. Således at boligerne har et huslejeniveau, der svarer til forskellige indtægtsgrupper f.eks. studerende, børnefamilier og pensionister. Dette vil være med til at skabe relationer på tværs af generationer. Vi ønsker et stærkt socialt fællesskab i den nye bydel. Vi anbefaler, at der bygges så miljørigtigt som muligt. Dette kunne være f.eks. solceller, jordvarme og genbrug af regnvand til toiletskyl, tøjvask og havevanding. Vi ønsker også, at der anvendes bæredygtige byggematerialer til alle nye bygninger. Kultur og fritid Vi ønsker at kulturhuset på Risbjerggårdgrunden kommer til at indeholde biograf og teater med tilhørende café/foyer. Der skal være mulighed for at etablere et lokalt mikrobryggeri med tilhørende café, dette kan evt. etableres i forbindelse med biograf/teater. Foreningslivet skal prioriteres og der skal derfor være lokaler, der kan udlånes til forskellige formål.