Fortsæt til indhold

Roernes stærke sæsonafslutning

Hvidovre Roklub trak endnu en medalje ved årets sidste store stævne

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Op mod 700 fremmødte befandt sig i hallen på tværs af roere og tilskuere, så der var lagt op til en hektisk og udfordrende dag for både roere og løbsarrangørere og med introduktionen af ski-ergometer og besøg fra landsholdet, bredte der sig hurtigt en super stemning. 35 roklubber havde fundet vej til Gladsaxe Sportshal i lørdags, og Hvidovre Roklub stillede, på trods af juletravlheden, op i det hårde felt med fire ungdomsroere, som deltog i både 2’er og 4’er løb i flere succesfulde kombinationer med andre roklubber. - Der blev da også denne lørdag hjembragt bronze til Hvidovre Havn, da Thomas Jensen, Marcus Lyngesen og Kasper Becker fra den lokale roklub sammen med Timon Strømgren fra Københavns Roklub roede sig til en tredjepladsen i et meget stærkt felt på 1000 m i Junior A,B, med lige så stærk opbakning fra de fremmødte familie og venner, fortæller ungdomstræner Flemming Nielsen. - “Slide Open” er altid en spektakulær publikumssucces, da romaskinerne sidder serieforbundne efter hinanden, så roerne udfordres til at ro sammen som hold, ligesom i outriggerbådene om sommeren. Men dette års “Euro Slide Open” var en endnu større oplevelse for vores roere og deres fremmødte familie, fordi den bød på introduktionen af ski-ergometer, som underholdende konkurrence imellem pauserne, hvor de andre Slide-maskiner skulle omstilles fra f.eks. 2’er til 4’er løb . På den måde var det hele tiden gang i hallen, og det kunne mærkes på stemningen... - Endelig valgte landsholdsroerne også at kigge næsten fuldtalligt forbi “Euro Slide Open”, ligesom mange eliteroere fra Danmarks RoCentere deltog talrigt i flere løb. Det gav et kæmpe boost til hele regattaen at få besøg af nogle af Danmarks bedste roere... Skulle man have lyst til at prøve romaskiner og slideroning er der mulighed for det hver uge i Hvidovre Roklub, se mere på hvidovreroklub.dk