OB rykker ungt talent op i førsteholdstruppen
19-årige Kristian Weber får ny kontrakt og bliver en fast del af Superliga-truppen i det nye år
Kristian Weber forlænger samarbejdet med OB, så det nu gælder frem til slutningen af 2017.
19-årige Kristian Weber har været en del af U19-truppen i efteråret, men har også spillet mange kampe i reserveholdsligaen.
Men i det nye år bliver den offensive spiller bliver en fast del af Alka Superliga-truppen.
Sportsdirektør Jesper Hansen er glad for at forlænge med den hurtige og driblestærke spiller.
"Kristian Weber er en talentfuld ung spiller, så vi er glade for at forlænge aftalen med ham. Han har trænet med ligaholdet og spillet med reserveholdet, hvor han har gjort det godt. Weber har udviklet sig meget i efteråret, men der er samtidigt også nogle ting, han skal arbejde på, og vi håber, at han kan fortsætte udviklingen og bygge på i foråret," siger Jesper Hansen i en pressemeddelelse på OB's hjemmeside.
Kristian Weber ser frem til at fortsætte sin udvikling i klubben.
"Jeg er glad og stolt over at forlænge med OB. Nu har jeg efterhånden spillet i klubben i otte år, så det er rart med forlængelsen. Det er en fantastisk trup med mange dygtige fodboldspillere, som man kan lære meget af. Både på og udenfor banen," fortæller Kristian Weber.
Han har optrådt på flere ungdomslandshold. Senest for U20-landsholdet, hvor han scorede det afgørende mål mod Sverige.
Kristian Webers aftale løber frem til den 31. december 2017. Han får trøjenummer 29.