Fortsæt til indhold

Hør julegudstjenesten i radioen

Arkiv
Arkiv

For femte år i træk sender Radio Als igen julegudstjeneste 24. december klokken 14.00.
Tidligere har Svenstrup Kirke (to gange), Notmark Kirke og Vester Sottrup Kirke lagt hus- og hjerterum til optagelserne.
Årets julegudstjeneste er optaget i Christianskirken i Sønderborg, hvor omkring 50 fra menigheden, Christianskirkens Kantori, organist og blæsere sørgede for den helt rette stemning til gudstjenesten.
Præst Kjeld Claudi Rasmussen står for årets prædiken imens selve julebudskabet læses op af en pige fra koret, Lena Lauridsen.
"På denne måde har alle mulighed for at komme i kirke juleaftensdag. Måske har man travlt med maden, måske har man bare ikke mulighed for at komme i kirke af andre årsager. Under alle omstændigheder kan man på denne måde komme i den helt rigtige julestemning," fortæller radiovært Flemming Nissen fra Radio Als.
Juleaftensdag byder også på flere andre populære indslag. I løbet af dagen er der julejazz med Smil Kvartet, populære juletoner fra Danfoss Orkesteret, julegospel med Sønderborg Gospel Choir, julehistorie læst op af Leif Maibom, gode råd til julemaden med Klaus Græns der er køkkenchef på Hotel Comwell, gode råd fra politiet inden man forlader huset i julen og udover selve julegudstjenesten rundes det hele af med en optagelse af Sønderjysk Pigekor og Drengekor's julekoncert søndag 18. december i Sct. Marie Kirke. Det hele krydres med alle de kendte og nogle af de mindre kendte julesange fra radioens omfattende ”musik-lager”.
"Hvis man ikke kommer i julestemning af dén omgang så ved jeg ikke hvad der skal til," slutter Flemming Nissen.
Det hele starter juleaftensdag klokken 10.00.