Fortsæt til indhold

Vejle Kommune forklarer "pudsigt placeret brandhane"

Arkiv
Af Jacob Hove

En brandhane som står midt på cykelstien ved Koldingvej har fået mange vejlensere til at spærre øjnene op. Nu forklarer Vejle Kommune på sin Facebookside:
"Måske har du lagt mærke til en pudsigt placeret brandhane på cykelstien ved Koldingvej? Vi ved godt, det ser fjollet ud, men forklaring følger: TreFor Vand tjekker lige nu den nye vandledning på Koldingvej. Nye vandledninger bliver skyllet igennem indtil vandprøverne er rene. Det trækker desværre ud på Koldingvej, og derfor kan TreFor Vand endnu ikke lukke den gamle hovedledning, som brandhanen sidder på. Hanen bliver selvfølgelig fjernet, lige så snart vandprøverne er rene. Normalt går der kun 5 dage, før prøverne er rene, men nogle gange kan det tage op til 12 uger. Vi kan desværre ikke få det til at gå hurtigere, selvom vi meget gerne ville. Så nu ved I, hvorfor der stadig står en ensom brandhane midt på den nye cykelsti ved Koldingvej."