Jeg savner Malene Engel!
HIF’s håndbolddamer har ikke fundet arvtagerne efter profilen Malene Engel
Den eller de naturlige arvtagere er bare ikke blevet fundet, og sådan er det gerne, når en stor spiller og karakter er væk. Det er jo både godt og ondt, når en spiller er for markant, fordi de øvrige spillere på holdet så ikke behøver at træde i karakter, men alene kan læne sig tilbage og lade den markante profil tage styringen. De nuværende rutinerede spillere er ikke gået ind og har påtaget sig ansvar for holdet. Samtidig er HIF’s hold meget ungt på flere pladser med 2. års ynglinge og 1. års seniorer, der skal bruge tid og mange kampe på at vænne sig til fart, fysik og tempo. Den tid har de ikke fået i denne sæson, men har alle skullet være en del af holdet fra dag et. I sidste uge spillede damerne en nøglekamp hjemme mod Hjorten fra Herlev. Det var en kamp, man skulle vinde for at holde liv i bestræbelserne på at overleve i 2. division. Det blev en gennemført skidt kamp, hvor man ikke kunne hverken se eller mærke, at kniven var på struben. Mange tekniske fejl og ingen ledere på banen gjorde, at Hjorten fik let spil. Forsvaret tacklede ikke og solgte i den grad begge målmænd. Hjorten vandt alle de løse bolde, og det gør man kun, når man vil vinde dem. Angrebsmæssigt var der plads nok til gennembrud, men der hvor det gør lidt ondt og måske efterlader blå mærker, i de rum kom HIF aldrig. HIF var bagud 9-15 ved pausen og kom hurtigt bagud 11-20 efter bare fem minutters spil af 2. halvleg. Her var det som om, at alting kunne være lige meget, og så blev der for alvor taget fat. Der kom lige en periode, hvor HIF styrede kampen og fik scoret en del mål og kom op på 17-21, hvorefter der igen blevet taget løst på det. HIF tabte kampen 22-28, fordi man ikke ville det samme sammen. Det hele virkede lidt ligegyldigt og uden fælles gejst for holdet, klubben og hinanden.