Fortsæt til indhold

Han kunne blive ”hængende i luften”

Arkiv
Arkiv

Lars har boet i Hvidovre siden drengeårene, og har spillet i HIF helt fra lilleputtiden. Han var med i “guldaldertiden” i 60’erne, hvor det blev til guldmedaljer og Europa Cup-kampe mod så meriterende, professionelle klubber som FC Basel (som blev besejret) og Real Madrid (som HIF spillede uafgjort med i Parken). Lars var en fremragende angriber/midtbanespiller, - innerwing hed det fordums tid. Lars var især kendt for sit fantastiske hovedspil - han kunne “blive hængende i luften”, sagde man. Han nåede ikke færre end 131 divisionskampe og stod for et ganske imponerende gennemsnit med 62 mål. Efter den aktive karriere blev Lars Bo en meget anderkendt ungdomstræner og leder i klubben, hvor han var med til at udvikle mange af de nye talenter der dannede grundlaget for nye medaljesucceser i 70’- og 80’erne. I en række år tog han også en tørn med på klubbens forskellige Old Boys- og veteranhold, ligesom han var en flittig gæst på stadions tennisbaner. Fra starten har han selvfølgelig også været med i “HIF’s Gamle Kæmper”, i øvrigt sammen med en anden gammel holdkammerat fra mesterholdet, præsidenten Allan Hebo Larsen. Lars Bo Henriksen er også kendt for sit mangeårige virke som overlærer på Dansborgskolen, og senere meget aktiv i Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, hvor han har siddet i bestyrelsen og i en periode bestred hvervet som kasserer. Han har han tillige holdt en række velbesøgte foredrag om fortiden og “Dengang fodboldguldet kom til Hvidovre” og ikke mindst baggrunden for succesen. m-