Fortsæt til indhold

Esbjerg Vikings skriver kontrakt med spændende polsk trekløver

Arkiv
Arkiv

Sportschef og holdleder Ib Pedersen ser frem til en spændende sæson, med en bruttotrup som skal køre med om medaljer for sjette gang i træk.
Med den tidligere offentliggørelse af den danske del af truppen med Niels-Kristian Iversen, Rene Bach, Nicolai Klindt, Michael Palm Toft samt Patrick Hansen som de bærende kræfter, og med de unge Esbjerg talenter Kasper Andersen og Tim Sørensen i rollen som reserver i teamet, var det kun forstærkningerne med udenlandske stjerner der lod vente på sig.
"Vi har ventet længe med at udvælge de folk som ville passe ind i teamet og der har været flere i spil til det sidste, men nu mener jeg helt sikkert at vi er godt rustet til den kommende sæson, og da vi har valgt kun har tegnet med 10 ud af de 11 som reglerne tillader i bruttotruppen, holder vi stadig en dør åben til endnu en forstærkning," udtaler Ib Pedersen.
Ib Pedersen fortsætter:
"Hvis vi starter med de to unge B-kører Bartosz Smektala og Daniel Kaczmarek, som nu er på kontrakt og som også har fået en plads i bruttotruppen, så er vi netop gået målrettet efter de unge polske talenter, som vi også har en mulighed for at tegne kontrakt med i sæson 2018. Polen har lige nu nogle af de største talenter, og Bartosz og Daniel har begge to faste pladser på det polske U21 landshold som i 2016 vandt både EM og VM, dermed er de regerende U21 holdeuropamestre og verdensmestre, Daniel er tillige regerende polsk individuel U21 mester."
"Begge var sidste sæson på hold i polske Fogo Unia Leszno, som vi finder i den bedste polske række, PGE Ekstraligaen, men i den kommende sæson kører de for hver deres polske topklub og bliver modstandere når de skal repræsentere henholdsvis FOGO Unia Leszno og Get Well Torun, en rivalisering som vi vil følge tæt og hvor resultaterne naturligvis også vil spille en væsentlig rolle hvis vi skal udvælge en af dem."
Esbjerg Vikings har også valgt at tegne kontrakt med den rutinerede polske A-kører Piotr Protasiewicz, som var gæstekører for vikingerne i den seneste sæson.
"Vi har valgt Pepe (red. Piotr Protasiewicz)af flere grunde, for det første ved vi nu at Puk (red. Niels-Kristian Iversen) ikke stiller til start i den engelske liga, dermed kan vi råde over Puk det oftere og vi fik derfor brug for en A-kører som kan træde til hvis vi skal møde et hold på en fredag op til et Grand Prix, en som kender de svære udebaner og som ikke kun kommer for at vise sit navn frem og hæver kassen, men en som har et fighterhjerte der slår for det hold han repræsenterer, og her passer Pepe ind, det er helt sikkert, desuden vil jeg betegne Pepe som værende i top tre, når vi ser på de kører som netop ikke deltager i Grand Prix serien i den kommende sæson," slutter sportschef Ib Pedersen.
Esbjerg Vikings er som nævnt tidligere nu oppe på 10 kører i bruttotruppen, og dermed er der stadig plads til en enkelt forstærkning da der må være 11 ifølge de danske regler, men da Esbjerg Vikings nu er godt besat på alle fronter, har sportschefen valgt at afvente den danske ligakalender, desuden er det er en farlig sport hvor alt kan ske, og der kan være fornuft i at vi hurtigt kan forstærke bruttotruppen på den åbne plads.