Visitationszonen gælder ikke længere
Den ophæves, fordi der er kommet mere ro på, siger Fyns Politi
Siden 9. september har en visitationszone været gældende i den centrale del af Odense på baggrund af konflikten mellem Black Army og Hells Angels – en konflikt, der blandt andet førte til flere skudepisoder. Men nu er den ophævet, fortæller Fyns Politi.
"Vi har besluttet at ophæve visitationszonen, fordi der den seneste tid ikke har været anmeldt egentlige konfrontationer mellem de to grupperinger. Dermed er det vores vurdering, at der ikke længere er grundlag for at opretholde en visitationszone, siger politiinspektør Lisbeth Fried fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Siden politiet indførte visitationszonen er der gennemført 620 visitationer i området. Der er i den forbindelse blevet beslaglagt:
1 oversavet jagtgevær
8 slagvåben (herunder baseball bat)
34 knive
2 gasspray
1 knojern
1 grillspyd
1 savklinge
2 peberspray
Også i sidste uge ophævede Fyns Politi lukningen af Black Army og Hells Angels klubhuse i Odense.