19 høringssvar om bymidten
Borgernes synspunkter bliver drøftet af bymidteudvalget og kommunalbestyrelsen i starten af det nye år
I januar vil høringssvarene blive gennemgået af Bymidteudvalget og i februar eller marts vil de indgå i de politiske drøftelser, når kommunalbestyrelsen forventes at vedtage helhedsplanen endeligt. - Høringssvarene spænder bredt og giver mange gode perspektiver, som vi skal have med i vores overvejelser, siger borgmester Helle Adelborg: - Der er både kommet input om biltrafik i boligområderne omkring bymidten, klimaløsninger, metro, tilgængelighed for handicappede og mulighed for nye fællesskaber og virksomheder. Og vi har fået indspark fra både naboer, borgergrupper og etablerede råd som Handicaprådet, Ældrerådet og Det Fælles Elevråd. Det er vi rigtig glade for og vi håber på, at vi også fremover kan bygge videre på den gode dialog, der har været i processen ind til nu.
Fælles centrum
I løbet af foråret 2017 skal kommunalbestyrelsen blandt andet tage stilling til, hvilke dele af helhedsplanen, der skal realiseres først, hvordan kommende byggerier skal finansieres, og hvordan borgerne fortsat kan være inddraget i processen. - Det er vigtigt, at vi bliver ved med at holde fast i, at bymidte skal være vores fælles centrum i Hvidovre og derfor skal borgerne fortsat være med på banen - også når helhedsplanen er blevet vedtaget, slutter borgmesteren.