Tre indbrud med underborede vinduer
Der er begået tre villaindbrud, hvor der muligvis er en sammenhæng. Alle er begået med samme underboringsteknik, og alle er begået i tidsrummet tirsdag eftermiddag til lidt efter midnat natten til i dag.
Det ene er begået på Møllevangen i Varde tirsdag eftermiddag, hvor et køkkenvindue er brudt op, og der er stjålet smykker, en i-phone, en i-pad, en Playstation 4, et spejlreflekskamera af mærket Nikon, en striktrøje og en t-shirt.
Det andet indbrud er sket i Horne på adressen Klokkedoj, i tidsrummet tirsdag eftermiddag til ved 22.30-tiden. Her er det også et køkkenvindue, som er brudt op, og der er stjålet smykker og julegaver.
Det tredje indbrud, er sket på Porsevej i Horne. Her er et soveværelsesvindue brudt op, og der er stjålet en bærbar computer af mærket Asus, et Sony tv, en i-pad, en Playstation 4 og to højttalere.