Ålen vil have ”grøn by” i Avedørelejren
Himmerige ApS vil opføre en såkaldt grøn by ud mod det åbne landskab på Avedøresletten. Men om en potentiel ny bydel i Avedørelejren bliver grøn afhænger dog helt af, om Hvidovre Kommune vil sælge eller udleje et tilstødende grønt område til den grund, som Himmerige ApS vil omdanne til tæt og høj boligbebyggelse. I aften drøfter kommunalbestyrelsen om det indledende arbejde med en ny lokalplan for området skal startes.
Mellem 2-8 etager
Med ansøgningen ønsker Himmerige, at der udarbejdes en lokalplan, hvor der kan bygges boliger på området med en højde på op til otte etager. Det vil imidlertid betyde, at bebyggelsesprocenten kraftigt overskrider de 30 %, som på nuværende tidspunkt er tilladt. Himmerige ApS ønsker altså at bygge mellem 50-75 nye boliger i området. Boligerne skal bestå af rækkehuse og ejerlejligheder med en størrelse på omkring 150m2.
Tre scenarier der alle overskrider lokalplan
Himmerige har i deres præsentationsmaterialer fremført tre scenarier, hvor det mest omfattende, som ovenfor skrevet, vil betyde bygninger i 8 etagers højde. Dermed vil bebyggelsesprocenten nå helt op 90. Dette scenarie udelukker Hvidovre Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning imidlertid allerede i sagsfremstillingen. - Dette scenarie er ikke aktuelt, skriver forvaltningen. Det mindst omfattende af de tre scenarier vil dog også betyde en markant forøgelse af områdets bebyggelsesprocent. Her foreslår Himmerige ApS, at der bygges i 2-4 etager. Dette scenarie vil betyde, at området får en bebyggelsesprocent på 60. Selv det mindst indgribende scenarie er imidlertid så afvigende fra områdets nuværende lokalplan, at det kræver ændringer, hvis det skal gennemføres.
Tæt ”grøn” bebyggelse
I projektet beskriver Himmerige ApS endvidere, at der i umiddelbar nærhed af det omfattende byggeri gerne skal etableres såkaldte fleksible byrum, hvor der skal være en række “afvekslende aktiviteter”. - Visionen for de tilstødende grønne arealer er, at kunne videreudvikle den “grønne by” med en skovhave, som vil kunne producere store mængder af økologiske grøntsager mv. samt en multikulturel have, skriver forvaltningen i sagsfremstillingen. I Himmerige ApS’ ansøgning fremgår det, at man ønsker at benytte et grønt område til at realisere den før nævnte vision ved at enten købe eller leje området af Hvidovre Kommune. - Såfremt vores “grønne by” skal være selvforsynende er kommunens område essentielt, og derfor ønsker vi et tæt samarbejde med kommunen og mulighed for at købe eller leje området, så det eventuelt kan indgå som en integreret del af de aktiviteter, der er grundlaget for projektets grundidé om selvforsyning, skriver Himmerige ApS. Samtidig understreger Himmerige ApS dog også i ansøgningen, at idéen om en skovhave eller den såkaldt multikulturelle have IKKE er afgørende for, at boligprojektet kan føres ud i livet. - Vi ønsker ikke, at vores idé om den omtalte “Skovhave” og den “Multikulturelle have” på nogen måde skal kunne få indflydelse på vores ansøgning, skriver Himmerige.
Endnu ingen høring
Sagen om at indlede arbejdet med en ændring af lokalplanen for området var egentlig kun på dagsordenen på Teknik- og Miljøudvalget. Et enigt udvalg valgte imidlertid at begære sagen i kommunalbestyrelsen, så alle partier og lister kunne tage drøftelsen om Himmeriges ønske om at bygge massivt ud i Avedørelejren. På nuværende tidspunkt har beboere i området ikke været hørt i sagen, men grundejerforeningerne har været inviteret til info-møde af Himmerige Aps. Her blev projektet præsenteret, og de foreløbigt fremstillede billeder af planerne for området blev vist frem i Zentropas biograf. Der var desuden en ejendomsmægler til stede, så eventuelt interesserede allerede på forhånd kunne skrive sig op til boligerne. Hvis det i kommunalbestyrelsen besluttes, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for området, vil de berørte beboere i området principielt blive hørt, før den endelige lokalplan udarbejdes og eventuelt politisk vedtages.