Snip Snap Snude..
Udstillingen om pop-op-bøger kan ses indtil næste torsdag på Hovedbiblioteket
Pop-up bøger har eksisteret siden 1200-tallet og oprindelig var det videnskaben, der brugte teknikken til at anskueliggøre f.eks. astronomi, anatomi eller landskabsdesign. Først fra 1700-tallet begyndte pop-op-bogen at henvende sig til børn, og bøgerne fik en mere underholdende karakter. - Pop-op-teknik forbindes umiddelbart med børnebøger og leg. Med udstillingen Snip Snap Snude… udfordrer vi denne legefulde udtryksform i en række kunstværker, der alle har udgangspunkt i nyhedsmediernes historier fra det sidste års tid, fortæller billedkunstnerne Lena Ignestam og Christina Bredahl Duelund. I december måned udstiller de deres fantastiske pop-op-tableauer på Hvidovre Hovedbibliotek. - I vores værker stiller vi skarpt på udvalgte begivenheder fra et komplekst moderne liv: politiske skift, revolutionerende ændringer, krig, fred, arbejdsliv og klima er nogle af de emner, der dagligt møder os i den uendelige strøm af nyheder, uddyber de to kunstnere. - Vi oversætter det, der er vigtigt i dag, men som allerede i morgen er blevet erstattet af nye nyheder, til snapshots og billedverdener i form af unikke tegninger og udskæringer i bevægelse - en fortolkning i slowmotion til opfordring om fordybelse, fortæller Lena og Christina. - Vi har hver vores individuelle kunstneriske karrierer, men vi arbejder begge med både tegning, skulptur og animation. Det var med udgangspunkt i dette og en fælles interesse for bevægelige og tredimensionelle billeder, at vi startede Pop Up Lab, som vi har drevet siden 2012, forklarer de om baggrunden for at arbejde med pop-up teknikker. Udstillingen Snip Snap Snude… kan ses indtil torsdag den 29. december i Hovedbibliotekets åbningstid.