Fortsæt til indhold

Julemanden takker for hjælpen

En glad julemand har lært en vigtig lektie - han havde ikke kunnet klare sig uden læsernes og det professionelles hjælp

Arkiv
key

Samtidig har den efterhånden noget kritiske situation med kanen, der groft sagt ikke stod til at kunne klare den hårde og tunge tur rundt i Hvidovre, betydet, at Julemanden har opmobiliseret en form for erkendelse. - Alle taler så meget om selverkendelse i disse tider, og jeg erkender gerne, at jeg ikke er ferm til det der med værktøjet, tænker han og fortsætter med at tale højt til sig selv: - Jeg har simpelthen været for dårlig til at vedligholde kanen, men med hjælpen fra læserne ved jeg nu, hvor jeg skal søge hjælp. Og som Nissemor siger, det er ingen skam at være uvidende, men det er en skam at holde stædigt fast på ikke at ville udvide sin horisont. Det mindste man kan gøre er at lade specialisterne om deres - og så i øvrigt spare kræfterne op til noget helt andet nyttigt, siger Julemanden.

Mange talenter

For kræfter skal der jo i øvrigt bruges så rigeligt af, når kanen skal fyldes med de mange julegaver til Hvidovres børn og voksne. Julemanden trøster sig samtidig med at Nissemor ikke bare har ret, hvad angår at det er en skam at holde stædigt fast i at tro, at man kan alt selv. En aften over risengrøden, da de mange nisser var fortrukket til høet, fik han og Nissemor sig en dejlig snak han sent vil glemme. - Kære Julemand, vi to har været sammen i....jeg ved snart ikke hvor mange år, men du bliver ved med at overraske mig. År ud og år ind står du overfor udfordringer, som i første omgang ser ud til at være uovervindelige. Men alligevel formår du at løse problemerne hver gang. Og ved du hvad? Jeg tror det er fordi du er så god til at lytte. Du er en mand med mange kvaliteter, men en af dem er, at du rent faktisk lytter, sagde hun, så vidt Julemanden huskede. Julemanden huskede bestemt også det kærlige kys hun efterfølgende gav ham.

Husk at lytte efter

- Jo tak, det har i sandhed været en travl, udfordrende men bestemt også dejlig måned, tænker Julemanden. - Jeg har fået løst problemerne med kanen, Nissemor har været glad og kærlig, hendes mad uovertruffen som altid, og jeg vil aldrig igen glemme, hvor vigtigt det er at lytte til dem, der ved hvad det drejer sig om. I det hele taget vil jeg bare lytte noget mere. Jeg tror nok, at det er sådan en rigtig god leder er - og jeg er jo retteligt leder af det her juleforetagende, tænker han. Det var slut på Hvidovre Avis' julekonkurrence for 2016. Vi har igen i år modtaget et hav af konkurrencesedler fra juleengagerede læsere af avisen. Vi takker for den store opbakning og deltagelse og ønsker alle en glædelig og fredfyldt jul.