Beboernes repræsentant smækkede røret på
De fleste ville nok sige, at det var urimeligt, men ikke beboernes egen repræsentant for afdelingsbestyrelsen. Han vil nemlig slet ikke sige noget til Hvidovre Avis. Han vil til gengæld gerne sige noget om Hvidovre Avis. I følge flere uafhængige kilder og et skriftligt referat, som Hvidovre Avis har set, mener førnævnte formand, at man ikke kan regne med, hvad der står i avisen. Hvad præcis det er, man ikke kan regne med, vil han dog ikke uddybe - og den naturlige slutning herfra må jo så være, at man så ikke kan regne med, hvad formanden siger, siden han ikke vil stå ved det overfor avisen. Det ligger naturligvis i arbejdsbeskrivelsen, at ikke al journalistik er populært for dem, der udspørges. Men det ligger også i arbejdsbeskrivelsen, at der er dokumentation for det, der bliver skrevet. Det gælder også i sagen om situationen i Frihedens Boligselskab blok 7. Og det gælder også hvad angår dokumentationen for at førnævnte formand valgte at smække røret på, da han fik muligheden for at uddybe sit syn på og overfor Hvidovre Avis. Hvidovre Avis forsøger at tale de klemte beboeres sag. Det er underligt, at ikke også formanden for afdelingsbestyrelsen ønsker at tale sagen for de beboere, som har valgt ham som deres repræsentant.