Fortsæt til indhold

Kærlighed til maden

Bagersønnen fra Skomagergade fortæller, hvorfor han åbner to restauranter i Roskilde i løbet af kort tid

Arkiv
Af Torben Kristensen

- Jeg er jo vokset op med kærlighed til mad, når jeg hjalp min far i bageriet eller min mor med at servere i konditoriet. Nu nyder jeg at kunne servere mad, der gør gæsterne glade, når vi sætter det på bordet. Sådan forklarer Roskilde-drengen, restauratør Flemming Haahr Larsen, at han på kort tid åbner hele to spisesteder i hjembyen sammen med sin partner, kokken Peter Møller. Restaurant Moehr ligger i Skomagergade 40 i det samme hus, hvor han er vokset op i forældrenes forretning og senere selv har drevet café. På den måde er ringen sluttet i et liv med mad, selv om det skete ved lidt af en tilfældighed. - Peter Møller har tidligere arbejdet for mig i Café Druedahl, og vi klinger fint med hinanden, så vi var enige om at skulle lave noget sammen igen. - Vi havde egentlig tænkt på en restaurant i København og havde også givet bud på at drive cafeen i det gamle rådhus. Mens vi venter på svaret derfra stopper Cafe Druedahl, fordi kokken ville noget andet. - Så tænkte vi, at det lige så godt kunne være i Roskilde og gik i gang med en tiltrængt modernisering af lokalerne i et par måneder, beretter Flemming Haahr Larsen.

To stilarter

De to spisesteder får helt forskellige stilarter. Restaurant Moehr skal servere ‘ny nordisk mad af høj kvalitet’, som han formulerer det. Dvs. med årstidens råvarer fra lokale leverandører i Roskilde-området og Odsherred. Her er 54 pladser. Det kommende spisehus på det gamle rådhus får mere overkommelige priser, så alle kan være med, lige fra kaffe og sandwich til burgere osv. De to partnere er netop nu ved at finde på, hvad det skal hedde. Indendørs får spisehuset 90 pladser, og om sommeren bliver der plads til yderligere 150 udenfor på Stændertorvet. Flemming Haahrs madglæde går helt tilbage til forældrenes konditori og jobbet som opvasker i Rådhuskælderen, mens han gik på gymnasiet lige rundt om hjørnet. - Når der var tid til det, gik jeg og så på, hvordan kokkene gjorde for at lure dem lidt af kunsten af. Det er jeg aldrig holdt op med, forklarer han.

Skrappe kokke

Flemming Haahr Larsen er stolt af at have samlet en flok skrappe kokke i Restaurant Moehr, der allerede har fået flere gode anmeldelser, blandt andet i bladet 'Gastro'. Flemming Møller kom i sidste omgang fra et job som souschef på Frederiksminde i Præstø og havde sin andel i, at hotellets restaurant netop har hentet den første Michelin-stjerne til Region Sjælland. En af de andre kokke Anders begyndte som opvasker og blev derefter udlært hos naboerne i Restaurant Mumm, der er et andet af Roskildes anerkendte spisesteder. Han har i mellemtiden været på flere kendte restauranter i København, men er nu også tilbage i fødebyen. tk@roskildeavis.dk