Fortsæt til indhold

Kvaliteten af kommunens bofællesskaber er i orden

- Beboerne behandles med respekt og anerkendelse, men administrativt skal der strammes op om dokumentation og økonomi, konkluderer Socialtilsynet..

Arkiv
Ole A Sørensen

Udvalget kunne konstatere, at konklusionen var overvejende positiv: De tre bofællesskaber i henholdsvis Hvidovregade, Lille Friheden og Holmelundsvej opfylder kvalitetskravene og er godkendt - og er der ikke givet påbud. - Det er vi selvfølgelig glade for, siger formand for social- og sundhedsudvalget Lars Gundelach (A): - Vi har jo fulgt det oprydningsarbejde, der har stået på i bofællesskaberne i løbet af de sidste par år og tilsynsrapporterne bekræfter min fornemmelse af, at vi kan have tillid til, at der er sket de ændringer, som var nødvendige...

Beboerne er "generelt tilfredse"

- Rapporterne viser både, hvad der fungerer godt, og hvor der er noget, der skal forbedres eller strammes op, fortsætter Lars Gundelach: - Eksempelvis er det rigtigt godt, at tilsynet oplever, at beboerne bliver mødt med respekt og anerkendelse. Men kigger vi på det administrative, så skal der arbejdes videre med at blive bedre til at dokumentere arbejdet og skabe gennemsigtighed i botilbuddenes økonomi. Og dét vil bofællesskaberne og forvaltningen nu gå videre med... Socialtilsynet sammenfatning underbygger resultatet af en tilfredshedsundersøgelse foretaget blandt beboerne i januar 2015. Undersøgelsen viste, at beboerne generelt var meget glade for deres hverdag i bofællesskaberne. Socialtilsynet skriver, at det for alle tre bofællesskaber gælder, at beboerne bliver inddraget i alle spørgsmål, der vedrører dem selv og botilbuddet; at de bliver understøttet i at leve et selvstændigt liv, og at der generelt er fokus på den enkelte beboers trivsel, udvikling, ønsker og behov. - Vi kan se, at der er nogle forhold omkring det personalemæssige i bofællesskabet på Holmelundsvej - eksempelvis i forhold til at forebygge overgreb fra beboerne, personalegennemstrømning og sygefavær, siger Lars Gundelach og pointerer at der bliver der også taget hånd om disse forhold... I bofællesskabet i Hvidovregade bor hjerneskadede eller multihandicappede voksne. Der er fire pladser. I Lille Friheden bor udviklingshæmmede voksne eller voksne med anden intellektuel/kognitiv forstyrrelse eller fysisk funktionsnedsættelse. Her er 11 pladser. På Holmelundsvej er der i alt 12 pladser til udviklingshæmmede voksne eller voksne med kommunikationsnedsættelse.