Jeppe Brinch forlænger med tre år i EfB
For blot fire måneder siden indgik EfB en aftale med Jeppe Brinch for et halvt år, hvor han skulle vise, at han var i stand til at bringe sig nærmere superligaholdet. Siden har hans situation ændret sig betydeligt. Det snart 21-årige forsvarstalent har spillet samtlige minutter i forårssæsonens første fem kampe i Alka Superliga, og nu har han forlænget aftalen med EfB med tre sæsoner frem til 30. juni 2019.
"Jeg vidste, at hvis jeg kunne få gode forberedelser og spille godt i træningskampe inden foråret, så kunne det rykke en masse for mig. Men jeg vidste også, at det ville blive svært, og at det var nu eller aldrig, hvis jeg ikke skulle tvinges til at se mig om efter en anden klub. Det har gavnet mig meget, at der med Jonas Dal som cheftræner er kommet nye øjne på mig som fodboldspiller, og jeg føler selv, at jeg har grebet chancen," siger Jeppe Brinch.
Han har de i de første kampe i dette forår været konfronteret med så forskellige angribertyper som Nicolai Jørgensen, Federico Santander, Serge Deblé, Morten "Duncan" Rasmussen med flere, og hver gang har han mestret opgaven i EfB’s midterforsvar med ro og forudseenhed.
"Jeppe har allerede taget et enormt skridt i sin udvikling, og han har levet op til vore forventninger – og lidt til. At give en spiller et halvt år til at udvikle sig til superligaspiller i kan forløbe meget forskelligt. Nogle brænder igennem som Jeppe, og han har gjort det godt på det rigtige tidspunkt, hvor enkeltspillere og hele holdet har været nede i en defensiv bølgedal, som vi skulle op af. Hans vej til førsteholdet er et sammensurium af flere omstændigheder, og lige til det sidste var det et enormt tæt løb mellem Jeppe Brinch og et andet af EfB’s egne forsvarstalenter, Marco Lund," siger cheftræner Jonas Dal.
Han fremhæver Jeppe Brinchs evne til ikke at gøre det defensive arbejde sværere, end det er, hans evne til at forsvare fremad og entydigheden i hans forsvarsspil. Han skal fortsat lægge på i sit bidrag til det opbyggende spil og som den lederskikkelse, han også gerne vil være. Som ung spiller vil Jeppe Brinch komme til at opleve dyk i sine præstationer, men han er besjælet af en ro i sit spil, som sjældent bringer ham ud af fatning, og det vil også hjælpe ham i modgang.
Jeppe Brinch er et produkt af EfB’s talentudvikling, idet han begyndte i klubben som femårig. Efter debuten i en pokalkamp mod Aalborg Chang i september 2013 har han nu bragt sit samlede kampantal op på 12, hvilket vidner om, at han har taget flere tilløb til at bryde igennem. Han var ikke i tvivl om, at det er i EfB, han vil fortsætte sin udvikling.
"Jeg har det godt i truppen, klubben og den by, jeg altid har levet i, og EfB er klubben, jeg gerne vil blive i. Jeg tager fortsat det hele fra kamp til kamp og ved, at jeg skal præstere hver gang for at være berettiget til en plads i startopstillingen. Man bliver ikke stamspiller efter fem kampe, men jeg har præsteret på et stabilt og fornuftigt niveau, og det giver ro og selvtillid," siger Jeppe Brinch.