HC Odenses henter tidligere verdensmester
Endnu en brasilianer er hentet til det kvindelige ligahold
HC Odense har tidligere kunnet præsentere habile brasilianske håndboldnavne i Ana Paula Rodrigues og Jessica Quintino.
Og nu kommer en ny til, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Den 32-årige brasilianske landsholdsspiller Deonise Fachinello tiltræder truppen, der også tæller brasilianeren Chana Masson.
Klubbens trænerteam for den kommende sæson, Jan Pytlick og Ulrik Kirkely, glæder sig over, at det er lykkedes at få Deonise Fachinello til Odense.
”Det er dejligt at få en så bærende kraft som Deonise ombord. Vi styrkes markant i forsvaret og får en spildimension mere i angrebet” siger Ulrik Kirkely.
Deonise Fachinello spillede frem til jul for rumænske CSM Bucaresti og skiftede så til Nykøbing Falster.
”Jeg glæder mig til at spille for HC Odense. Jeg har hørt meget godt fra de andre brasilianere i Danmark”, siger den rutinerede landsholdsspiller, som skal være med til at repræsentere sit land til sommerens OL i hjemlandet.