Genkendte sin stjålne knallert på gaden
Af Lars Saugbjerg
En mand fra Fredericia fik pludselig øje på sin knallert, der var blevet stjålet for et par dage siden. På knallerten sad der et par unge knægte. Episoden fandt sted søndag klokken 14.15 i krydset ved 6.Julivej og Nymarksvej.
Knallertejeren fik hurtigt kontaktet politiet, der kort efter kunne pågribe de to unge. Den ene er 15 år og fra Fredericia, den anden er 16 år og fra Fyn.
“De påstod, at de havde fundet den - ikke stjålet den. De bliver sigtet for ulovlig omgang med hittegods, og straffen er den samme,” lyder det fra Lokalpolitiet i Fredericia.