Nej til sex skal standse grusom krig
Den Fynske Opera opfører Lysistrate
Kan kvinders nej til sex få mænd til ikke at føre krig?
Det er, hvad fruentimmere gør i 'Lysistrate', den græske komedieforfatter Aristofanes' skuespil om kvinder i Athen og Sparta, der anført af Lysistrate besætter Akropolis og nægter deres mænd sex for at standse en grusom krig.
Nu er Den Fynske Opera på banen med operaen 'Lysistrate - alt er sprængt i stykker' af Steingrimmur Rohloff og Peter Laugesen, som er deres frie fortolkning af den antikke komedie. Det er Peter Laugesen, der har skrevet teksten, der har til formål at belyse emnerne krig og seksualitet med en tragisk optik.
Evigt aktuelt emne
Som Den Fynske Opera selv skriver, er 'Lysistrate - alt er sprængt i stykker' et højaktuelt drama, som 'handler om vore dags tragedier med krig, migration og undertrykkelse'.
Det er femte opera, den flere gange prisvindende komponist, Steingrimmur Rohloff, har skrevet, og publikum kan se frem til en forestilling, der sammensmelter flere kunstarter på scenen - der vil således være sangere, der synger duet med sig selv i video, en krop kan blive til et instrument, og instrumentalisterne bliver medaktører.
Lysistrate selv spilles af stjernemezzo Tuva Semmingsen.
Billetsalg står www.nembillet.dk for.
Tid: 14/4-21/4 kl. 19.30 (hverdage) og kl. 16 lørdag
Sted: Den Fynske Opera, Filosofgangen 19, Odense C