Fantasy, fortælling og fremtid
Præstemoseskolen har netop holdt featureugen FUTURA
Spørger du eleverne selv, har det været en fornøjelig uge. Det var rart med lidt adspredelse fra en almindelig dagligdag. Det var dog stadig lærerigt, da vi har lært om både demokrati og diktatur. Vi har fået lov til at danne vores egne meninger. Vi er blevet rystet mere sammen, og der er blevet etableret forbindelser på kryds og på tværs af årgangene. Vi har også fået forståelse for kultursamfund, og vi har fået mere indblik i, hvordan man arbejder innovativt, så en ide kunne blive til et færdigt produkt. Målene for denne featureuge var at skabe et godt fællesskab for alle årgangene samtidigt med at vi lærte at være innovative og kreative. De ældre elever fik et større ansvar, når de skulle samarbejde som et hold med både store og små elever, og de små elever elskede at være sammen med de ældre elever. Hele skolen blev fordelt i fem distrikter: Byen i skyen, Bjerget, Byen under vandet, Slumbyen og Skoven. Universene var inspireret og delvis skabt af det kendte filmunivers “The Hunger Games”. Skolen var næsten uigenkendelig. Slumbyen, hvor de største børn normalt har undervisning, var blevet dækket med skrald. Der var plastikposer, papkasser og skrald overalt, og børn i laset tøj samarbejdede for overlevelse. På bjerget var der videnskabsmænd, som prøvede at få energi ud af vand.Videnskabsmændene Christoffer og Bjørn fra 9.a og 9.b fra distriktet Byen i skyen arbejdede hele ugen med at bygge en by i flamingo og pap og med 4 motorer, som fik byen til at svæve. Byen i skyen havde en diktator. Han var ansigtsløs og en tyran. Han havde den ultimative magt, men beboere fra de andre distrikter begyndte at gøre oprør, fordi de var dårligt stillede. Altså kørte der et magtspil med toner fra virkeligheden. I hvert distrikt var der nogle forskellige værksteder, der alle var vigtige for helheden. Men diktatoren gav Bjerget og Slumbyen karantæne, da han ikke syntes, de var loyale nok. Diktatoren lukkede Sky News, Futuras eneste avis. Derefter fik Skyen i Byen nok, og de vendte sig også mod Diktatoren. Featureugen sluttede med, at forældrene kom på besøg og så de fantasifulde og kreative miljøer, som eleverne havde skabt i løbet af ugen.