Fortsæt til indhold

Snart er det tid til Bazar i Enghøjhuset

Sidste års succes i Enghøjhuset gentages. I år er der blandt andet nye musikalske indslag på programmet

Arkiv
Arkiv

Gruppen bag bazaren består af en række lokale, engagerede borgere, der sammen med Fritidsbutikken, Kulturhuset BuQetten og Avedøre Bibliotek sørger for en festlig og mangfoldig dag med fokus på kvinder, kunst & kultur. - Bazaren er en festdag for kvinder, men mænd og børn er også velkomne, fortæller leder af Kulturhuset BuQetten Lene Christensen til Hvidovre Avis. Det er fjerde gang, at der arrangeres bazar og også dette år, er der sammensat et stort og spændende program med både musikalsk underholdning, tilbud for dem, der vil bevæge sig og dem der vil spise og hygge sig, eller dem, der er interesseret i make up og skønheds-tips og tricks. - Som noget nyt vil der være et wellness-rum, hvor man kan få udført en række forskellige behandlinger, fortæller Lene Christensen. Derudover er der mulighed for at deltage i diverse workshops samt se og, i nogle tilfælde, være med til at danse blandt andet flamingo-dans, Bollywood-dans og bulgarsk dans. Som vanligt vil der desuden være modeshow. Ligeledes vil der være hennafarvning, blive taget portrætfotos samt en lang række boder, der sælger husflid og ikke mindst dejlige retter. Det er konferencierer fra arrangørgruppen, der byder velkommen og derefter træder lokalt bosatte Rushy Rashid på scenen for at åbne bazaren og de mange spændende aktiviteter. Kl. 15.45 kan man f.eks. høre det lokale og meget underholdende band Pot & Pande, der med et stærkt glimt i øjet synger venter-på-far-sange. Der er gratis adgang til Bazaren, men det koster penge, hvis man vil smage noget af den spændende mad eller vil prøve en behandling.