Fælden klappede for tredje gang - politiet tog bilen
En kvindelig spritbilist mistede mandag sin bil
Er fælden allerede klappet en gang eller to før, så er det ualmindeligt dumt at blive ved! Det kan både en mand og en kvinde fra Varde-området tale med om i dag - i særdeleshed kvinden.
Mandag formiddag kom hun kørende i sin bil på Oksbølvej øst for Janderup, da hun blev stoppet af en politipatrulje. Det viste sig hurtigt, at betjentene havde gjort en "god" fangst, for den 52-årige kvinde var skyldig i flere ting. Dels var hun spirituspåvirket, og dels var hun allerede tidligere frakendt sit kørekort.
Kvinden er før blevet taget i at køre bil i frakendelsestiden. Det må man ikke, og da det var tredje gang, det skete i går, så har politiet nu konfiskeret kvindens bil.
Helt så galt gik det ikke for en 50-årig mand, da han sent mandag eftermiddag blev stoppet på Kvongvej i Varde. Også han var påvirket af alkohol og allerede frakendt sit kørekort, men fordi at det "kun" er første gang, han tages for kørsel i frakendelsestiden, så får han lov til at beholde sin bil - men han må altså ikke køre i den.
Politiet har ret til at konfiskere en bil, når ejeren tre gange på to år tages for at køre ulovligt i den.