Fortsæt til indhold

The Lady, Mowgli og Fantomdrengen

Atlas Biograferne byder på tre danmarkspremierer i denne uge

Arkiv
Arkiv

Den dobbelte-Oscarvindende dame Maggie Smith – bl.a. kendt fra ”Downton Abbey” - er snart aktuel i drama-komedien ”The Lady in the Van”, som vises første gang på torsdag den 14. april. Filmen er baseret på forfatteren Alan Bennetts egen historie om mødet med den ældre kvinde Miss Shepherd, der ”midlertidigt” parkerede sin varevogn i Bennetts indkørsel og fortsatte med at bo der i 15 år. Hvad der begyndte med at være en besværlig tjeneste, bliver en oplevelse, der for altid vil forandre deres liv. Dame Maggie Smith har tidligere spillet rollen som den besværlige Miss Shepherd på teatret, og tog med glæde imod muligheden for også at medvirke i filmatiseringen af mødet mellem de to enspændere. I øvrige roller ses bl.a. Alex Jennings, Dominic Cooper, Jim Broadbent og Roger Allam. Nicholas Hytner (The Madness of King George) har instrueret denne gribende og livsbekræftende film. ”JUNGLEBOGEN”, har ligeledes danmarkspremiere på torsdag den 14. april. Junglebogen” er en helt ny handlingsmættet storfilm om den lille dreng Mowgli, der er vokset op hos en ulvefamilie. Da den frygtindgydende tiger Shere Khan, der har oplevet, hvor farligt mennesket er, vil dræbe Mowgli, fordi den føler sig truet af ham, indser han, at han ikke længere kan blive i junglen. Mowgli er nødt til at forlade det eneste rigtige hjem, han har haft, og begiver sig ud på en medrivende og udviklende rejse, godt hjulpet på vej af den strenge panter og mentor Bagheera og den frie ”fugl” bjørnen Baloo. Undervejs møder Mowgli flere dyr i junglen, som ikke vil ham det bedste. Det gælder blandt andet Kaa, en pytonslange, hvis besnærende stemme og blik hypnotiserer den lille dreng, og Kong Louie med den glatte tunge, der prøver at overtale Mowgli til at afsløre hemmeligheden om den dødbringende blomst, der er så svær at finde: ilden. Med udgangspunkt i Rudyard Kiplings evigt aktuelle historier er ”Junglebogen” inspireret af Disney’s klassiske tegnefilm, men den har dog sit eget præg. ”Vi gør brug af de legendariske kvaliteter i Kiplings historier i filmens intense lydside, men har også givet plads til det, vi husker fra filmen fra 67, og har forsøgt at bevare det fortryllende Disney-udtryk,” udtaler filminstruktør Jon Favreau.

”Fantomdrengen”

Drengen Leo er slemt syg, og må tilbringe det meste af sine dage på et hospital i New York. Leo gemmer dog på en hemmelighed! Sygdommen giver ham evnen til at blive et usynligt fantom, der kan svæve ud af sin krop, flyve frit omkring og gå igennem vægge, mens at Leos fysiske krop ligger sovende tilbage på hospitalet. Leos superkræfter bliver dog hurtigt særdeles vigtige, da en mystisk skurk truer med at sætte byen i kaos ved hjælp af en farlig computervirus, hvis han ikke modtager stor sum penge inden for 24 timer. Det er nu op til fantomdrengen Leo og en modig politimand, som Leo møder på hospitalet, at forpurre skurkens planer.