Fortsæt til indhold

Drama for alle pengene

Det lykkedes ikke for Hvidovre Fighters at vinde den afgørende kamp over Vojens

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Hvidovrelejren er skuffet og fuld forståelse for det. Man har spillet en rigtigt god sæson, hvor man som hold har vist noget af det bedste spil i nyere tid. De små marginaler er et fortærsket udtryk, men Hvidovre havde mulighederne for at vinde, og så er det enten stolpe ud eller ind, der gør forskellen. - Vi har haft fem utrolige gode kampe på højt niveau, lød det efterfølgende fra træner Jesper Andersen. - Fakta er, at vi skulle have vundet lørdagens kamp i Vojens. Her var vi bare ikke kyniske nok i den sidste del af spillet. Søndagens kamp fik en skidt indledning fra vores side. Bagud 0-2 efter første periode betød, at spillerne fik det spørgsmål i pausen, der kort lød: - Skal vi bare stå og glo på, at Vojens hæver trofæet, eller skal vi gå ind og ændre på det? - Heldigvis valgte spillerne den sidste mulighed, og de lavede et mega comeback med tre scoringer. De gav alt, og jeg synes også, 3. periode blev afviklet fornuftigt, selvom Vojens hele tiden lagde tryk på. Inden de udlignede havde vi en kæmpe mulighed, der ramte overliggeren, men sådan er tætte kampe. Nu sidder vi alle og er skuffede. Det er hårdt og sindsygt øv... - Kun sejre tæller, selvom processen undervejs har været fin. Slutspillet har generelt været mere end godkendt. Vojens er et godt hold, som man skal have respekt for...

Ti måneders rejse

- Vi har været på en lang rejse som hold. Lige fra starten for ti måneder siden og til nu, har vi udviklet os som hold. Man må ikke glemme, at vi samtidig har udviklet mange af vore unge spillere. Victor Cubars på 15 år og Mikkel Hansen på 16 år spillede samtlige finalekampe. Janus Andersen på 17 år fik også debut og har gjort det over al forventning. Jeg håber, at alle spillerne fortsætter deres udvikling i Hvidovre. Vi har et godt træningsmiljø og udviklingscenter og en god trup, der hører til i toppen af 1. division... - Jeg kom til at træne holdet som en nødløsning, da den forrige træner pludselig fandt et andet job. Min egen fremtid i klubben er uafklaret. Jeg vil fortsat være tilknyttet klubben, men min rolle er ikke defineret. Som træner sætter man sig nogle mål. De fleste er blevet indfriet bortset fra et 3-4 nederlag i den afgørende finale...