Avedøre løste oplægget perfekt
Disciplin og tålmodighed gav Avedøre en lidt overraskende sejr - møder Allerød hjemme på lørdag kl. 13
- Vores oplæg til spillerne var, at vi skulle stå lavt og overlade bolden mest til GVI, kommenterede træner Jan Christensen efter kampen. - Vi spillede med stor disciplin og tålmodighed, og så slog vi kontraerne, når de bød sig. Mikkel Bang var tilbage på holdet og fik sendt et godt forsøg af sted, der tog opstanderen. Ellers bar de første 45 minutter mest præg af at være stillingskrig og meget få chancer. Vores målmand Tobias Nannestad havde en redning i halvlegen, og det var efter et frispark, som han reddede sikkert... - I 2. halvleg var det pludselig os, der havde bolden mest, og det var bestemt ikke efter planen. Alligevel fik vi nogle gode omstillinger, hvor vi var tæt på at score. Thomas Petersen ramte opstanderen, og Sebastian Tan afsluttede lige over mål efter en ripost fra deres målmand. Tre minutter før tid fik Jacob Abildgaard bolden i det bagest område. Elegant med hælen fik han spillet Meck Nørgaard, der sendte bolden fladt på tværs af feltet. Deres målmand gav en ripost, som Sebastian Tan bankede op i nettaget. Stor forløsning, da dommeren fløjtede kampen af. Den sejr er vi meget glade for. Vi møder Allerød hjemme på lørdag, og det bliver en hel anden kamp. Allerød er et bundhold, men det må ikke ændre på vores ideer og tanker omkring spillet. Alle skal igen levere og bringe fysik ind i kampen... - Udover sejren, var der rigtig meget at glæde sig over. Chris Lindskow spillede nok sin bedste kamp for os. Han tabte ikke en nærkamp og løb mange meter for holdet. Det var virkelig en nydelse at se ham. Emil Vatani er godt på vej igen, og det er også vigtigt. Målscorer Sebastian Tan er bare rigtig farlig og svær at spille overfor. Men en flot og disciplineret holdkamp...