Fortsæt til indhold

Endnu mere guld til Vojens

Sørme om ikke også VIKs old boys gik hele vejen og hentede guldet hjem

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Division B ishockeyholdet fra Vojens vandt i weekenden guld efter en finale sejr på 9 – 3 over Aarhus IK ved Old Boys Danmarks mesterskabet i Odense.
Hvert år i april måned afholdes Danmarks mesterskabet for Old Boys i Odense. I år var første gang at holdet fra Vojens løb med sejren.
"Det var kulminationen på en noget nær perfekt sæson for os”, lyder det fra holdets spillende træner Jacob Madsen:
"Vi har siden september måned trænet hårdt og målrettet”, siger han.
Vojens holdet består af flere rutinerede spillere med mange års ishockeyerfaring under bæltet.
”Nu har jeg spillet ishockey i over 30 år, men har aldrig vundet guld før nu – så det var da også på tide," siger Brian Foder, en af holdets mest rutinerede spillere, som efterfølgende blev kåret til turneringens mest værdifulde spiller.
Vojens holdet havde spillet sig til finalen ved at slå Odense, Gentofte og Rødovre i de indledende kampe. Særligt kampen mod Gentofte blev en neglebider, som skulle afgøres på straffeslag. Kun fremragende målmandsspil af Jesper Halak Nielsen gjorde, at Vojens kunne stå med armene hævet over hovedet efter den kamp.
”Vi viser høj moral, fightervilje og kammeratskab igennem hele turneringen, og det gode sammenhold gør at vi står tilbage med en guldmedalje om halsen," lyder det stolt fra holdets kaptajn Peter Pedersen.
”Nu hvor SønderjyskE ikke kunne vinde guld til klubben, så måtte vi jo slå til – vi regner med at borgmesteren snart inviterer os på lidt godt at spise," siger assisterende kaptajn Sune Frank med et smil.
De gamle drenge på Division B kan nu gå på en fortjent sommerferie, inden næste sæson står for døren.