Lampetyv anholdt og dømt på bare 5 timer og 5 minutter
29-årig mand skal bag tremmer i et år
Der gik nøjagtig 5 timer og 5 minutter fra en 29-årig mand i morges kl. 09.15 trådte ind ad døren på politigården i Odense for at melde sig selv i en indbrudsag, til han kl. 14.20 fik sin dom i Retten i Odense.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Ordensmagten har ledt efter manden siden 19. april 2016, hvor han blev genkendt på overvågningen i en privat villa i Odense, som han samme formiddag begik indbrud i og stjal en designlampe.
Dagen før havde han forsøgt sig med indbrud i samme villa.
Med i sagen var også et indbrud begået natten til 22. december 2015, hvor han brød ind i en virksomhed i Odense og stjal en designlampe.
Anklager Camilla Slowik oplyser, at manden var prøveløsladt og havde en reststraf på cirka seks måneders fængsel stående for samme type kriminalitet.
Den samlede straf blev på fængsel i et år, som han skal afsone straks.
Manden har modtaget dommen og accepteret fængslingen.